det bølgede land

Vi kender alle følelsen. Vi er kommet sent hjem. Der er ikke overskud til at lave aftensmad, og bestemt ingen energi til at fylde opvaskemaskinen. Hvad vi med andre ord har brug for, er en smule selvforkælelse for at klare os gennem dagen og vejen. Vi har behov for at bryde med dagligdagsrutinen og komme væk fra det hjemmevante. Det er viljen til at gennemføre spontane indgreb i hverdagen, som fornyer os med overskud og selvbevidsthed. Nogle finder sikkert glæde og fornyelse i hvad Fields udtrykker som: Alle veje fører til Rom. Hertil er hvad der kendetegner min virkelige passion ikke på flydende form, men snarere en stræben efter nye oplevelser. Det er en stræben som ikke kan tilfredsstilles, og som for altid vil eksistere dybt i mig.

Når jeg skuer ud over det bølgede danske land, er jeg ikke et øjeblik i tvivl. Det er her jeg har hjemme og her min jagt på det unikke, sanselige og perfekte skal findes. Landet er som mit skattekort, men uden nogen markering af skattens position. Det forstærker blot mit jagtinstinkt og viljen til at fortsætte når alt ser værst ud – for i kampens hede er der blevet lidt nederlag. Det er min umådelige lyst til oplevelser, der udgør drivkræften og valget af de restauranter jeg vælger at spise på. Hver restaurant repræsenterer en række gastronomiske som kulturelle værdier der bringes til live i sin cuisine. Det er det unikke og særegne præg på cafér, restauranter og brasserier jeg leder efter, når jeg vælger at spise andetsteds end hjemme.

Min filosofi er ganske enkel. En restaurant kan servere nok så kulinarisk og appetitlig mad, men hvis atmosfæren og helheden mangler er puslespillet ikke gennemført. Ligeledes kan en restaurant servere forfærdelig mad, men dog bibringe stemning og fornøjelse i kraft af sine andre brikker – men her vil jeg nok alligevel ikke vælge at spise. Et solidt køkken danner fundamentet for et spisested og er en nødvendighed, ligesom at det er brikkerne i centrum af puslespillet, som skaber en helhed for motivet. Her må yderbrikkerne opfattes som perfifære og de spiller derfor en mindre rolle. Somme tider støder man også på det fænoment, at brikkerne er lagt for tæt. Billedet kan fremstå nok så perfekt, men det unikke præg kommer først til syne, når der eksisterer et samspil i revnerne mellem brikkerne. Når kriterierne er opfyldt vil helheden være en realitet, og jeg vil være følelsesmæssigt bevæget.

Det er en verden af utallige dimensioner og den kan nemt forekomme uoverskuelig. Derfor må man sørge for ikke at miste sit fodfæste, når man begiver sig ud i den. Det er et faktum at øvelse gør mester og at man selvfølgelig kun lærer af sine fejl. Det er derfor en fornøjelse at jeg kan præsentere en liste over spisesteder der gennem det seneste år har præget min færden i det danske bølgede land. Ingen er perfekte og derfor har jeg valgt at tildele hver og én karakterer i henhold til den nye skala. En given karakter må bestemt ikke opfattes som en generel karakter for spisestedet, men blot min tilkendegivelse af, den oplevelse jeg har modtaget det pågældende sted.

Restaurant Imperial Grill Room

Et unikt sted hvor der spilles på samtlige tangenter for at tilvejebringe den perfekte oplevelse.

Karakter: 12

Punjab

God solid og krydret mad fra det indiske køkken.

Karakter: 10

Restaurant Seaside, Marienlyst

Maden lever ganske enkelt ikke op til prisniveauet og virker rutinepræget.

Karakter: 4

Letz Sushi, Nørrebro

Tør og intetsigende sushi der sagtens kunne blive kræset mere for.

Karakter: 7

Cassiopeia

Maden er ordinær  og ganske appetitlig.

Karakter: 7-10

Restaurant Far til 4

Karakter: minus

Flere spisesteder vil løbende blive føjet til listen i den nære fremtid.

Kulinarisk oplevelse på Brasseriet i Gilleleje

Yeats hævder, at vinen og kærligheden er de to ting, som skal opleves inden man dør, men med restaurant ‘Brasseriet’ i Gilleleje må tilføjes endnu et kapitel. Med atmosfære og elegance formår stedet at skabe et nyt niveau for madoplevelser i den lille fiskerby.

Gilleleje er som oftest kendetegnet ved at være stedet folk besøger om sommeren. Inden for et årti har byen udviklet sig fra at være en flække i landskabet til et pulserende åndehul for unge såvel som bådrejsende. Med sine knap 6.500 tusinde indbyggere er det en lilleputby, men om sommeren pumpes der liv i byen, hvor indbyggertallet mangedobles. For mange vil Gilleleje blot forblive en turistattraktion, der ender sammen med sommeferien. Men selvom karusselturen for de besøgende stopper, fortsætter livet for de fastboende.

I brasseriets ånd

Med sit lille udvalg af helårsrestauranter der både kan håndtere mængden af turister i sommerperioden og de fastboende i vinterhalvåret, skiller ‘Brasseriet’ sig ud fra mængden af mainstreampræget mad. Med sin beliggenhed i første parket på Gilleleje havn fornemmer man straks den unikke stemning. To fakler kaster sit skær på indgangen til det toetagers brasserie, som med sin baggård er perfekt til de sene sommeraftener. Min gæst og jeg blev ført til rette på første sal med udsigt over den vinterøde havn.

Interiør og stil falder i tråd med den oprindelige brasserie stil, der udvikledes mod slutningen af 1800-tallet i Paris. Atmosfæren er enestående og man føler sig straks tilpas.  Stedet er i overensstemmelse med brasserie ånden.

Nuancepræget menukort

Min gæst og jeg mødte et nuanceret og veltilpasset menukort af differentierede retter, som bl.a. havnens rødspætte og confit de canard. Prisen for hovedretter placerer sig i prisintervallet fra 158kr. til 258kr. Min gæst bestilte en hovedret bestående af hjemmelavede BBQ-ribs  til 158,- og jeg faldt for laks indbagt i filodej m. spinat og svampe til 178,- . Hertil følger et seperat ølkort, der byder på en række udenlandske øl. Valget faldt på en traditionel fadøl (ml. størrelse 50kr.)

Mad med pil op

Laksen indbagt i filodej med spinat og svampe var anrettet på et let lag af pasta med hummersauce. Alt på tallerkenen var veltillavet, lækkert og delikat. Saucen var let cremet og faldt godt i sammenspil med pasta og fisk. Det eneste anke var spinaten, som ville have gjort sig perfekt ved at være mere saltet. Ellers en fin og velbalanceret ret.

Videre fra havet til marken lå et svin indsvøbt i en smagfuld og markant barbecue sovs. Serveret sammen med en indbagt kartoffel m. sprød bacon og en lille smule persille der lyste på toppen. Som det ofte er problemet med spareribs, er der overflod af ben i forhold til kød. Dette var ikke tilfældet. De hjemmelavede spareribs var vældig møre og godt tilberedt. Alt meget gedigent og afstemt.

Velafviklet brasserie

Maden var yderst veltilberedt og gennemtænkt. Man er bestemt mæt – men stadig tilpas og ikke slået omkuld af grænseløse anretninger. Denne aften var der kun en enkelt svipser med spinaten, men ellers ikke en finger at sætte på servering eller anretning. Regnskabet stemte helt overens med kvaliteten.

I køkkenet arbejdes der i det velkendte brasserie territorie, som smagsmæssigt er fuldendt. Restauranten placerer sig i det pænere middelleje prismæssigt, som der bliver levet op til. Stedet er velegnet til en hyggelig og gedigen middag, hvor man samtidig ikke får knust budgettet.

Hvis man har lyst til at lægge smagsløg til det klassiske og fuldkomne brasseriekøkken, så er vejen forbi restaurant ‘Brasseriet’ på Gilleleje havn absolut værd et besøg.

d

Adresse: Nordre Havnevej 3, 3250 Gilleleje

Åbningstider: 12:00-16:00 og 18:00-21:30

Tlf: 48302130

Hjemmeside: www.brasseriet-gilleleje.dk

d

d

Denne artikel er sidst opdateret pr. 12.02.2009

Forfatter: xxx

at udtrykke sig

Vort passive ordforråd, det vil sige antallet af ord vi forstår er langt større end vort aktive ordforråd: antallet af ord vi bruger. Mange indskrænker sig til igennem livet at anvende ordet intelligent om forskellige mennesker, der måske mere træffende kunne betegnes som henholdsvis lærenemme, forstandige, slagfærdige, skarpsindige osv. Eller de bruger ordet dum om personer der bedre kunne karakteriseres som uvidende, enfoldige, naive, tungnemme, åndløse eller andet.

Det handler om evnen til at udtrykke sig, således at nuancerne ikke udelades.

Oprydningsprobaganda

Politiken d. 30 oktober, 2005, 1. sektion, side 3.

KÆRE

ANDERS FOGH,

I DAG KAN DU GØRE

DIN VEN GEORGE,

MEGET STOLT.

Hvis du fortæller ham, at din regering har taget adskillige milliarder kroner fra de dårligst stillede og brugt dem til at finansiere skattelettelser for de rigeste, vil han være imponeret. Og hvis du så forklarer ham, hvordan det undergraver det danske system med almene boliger, tror vi godt, du kan regne med en invitation til morgenmad en anden gang. Med venlig hilsen DE ALMENE BOLIGFORENINGER.

Forleden dag stod den i oprydningens tegn, og jeg begav mig i kast med at sortere adskillige bunker papirmateriale af ældre dato. Størstedelen var blot en masse gamle kontoudtog, støvede kvitteringer og glemte reklamer. Jeg fandt  gamle postkort fra nær og fjern med varme hilsener, og en stak med kærestebreve af typen [JA] – [NEJ] eller [MÅSKE]. Men da jeg rodede rundt i papirvirvaret stødte jeg på noget, som jeg ikke havde forventet.

Hvad der havde fanget min interesse, var hverken kortene eller kærestebrevene, men en gennemsigtig plasticlomme med avisartikler. Efter en lille gennemgang af artiklerne, gik det op for mig, at de fleste indeholdt sjove og vittige ting, mens andre bestod af politiske budskaber. På et særligt henvendt reklameopslag til Anders Fogh i Politiken d. 30 oktober 2005 på side 3, var nogen vist virkelig kommet i klemme under de seneste skattelettelser.

Før jeg havde nået at lægge artiklen fra mig, blev jeg endnu mere overvældet af den næste støvede avisside. Hele siden var fyldt med et billede af Lars von Trier badet i rød maling. Parallelen er vist ikke svær at drage.

Hertil nåede udkastet af en idé. Hvad der er sket eftersom den aldrig blev færdig, findes der ikke et entydigt svar på. En kop kaffe, aftensmad eller blot sengetid? Men tværtimod står intentionen og bevæggrunden for skriveprocessen stadig klart i min hukommelse.

Ifølge grundloven er “enhver berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker”. Ytringsfriheden hviler på de fundamentale menneskerettigheder. Retten til at kunne udtrykke sine meninger på skrift og i tale er en forudsætning for, at kunne tage vare på sig selv som menneske og for at kunne skabe sig en tilværelse. Det er dog nødvendigt, at man står til ansvar for sine ytringer. Men det kan vi vist roligt tro på, at De Almene Boligforeninger og Trier nok skal gøre – det er jo blot et spørgsmål om, hvor meget man har i klemme.

Jeg beundrer de folk, som kan og vil benytte friheden til at udtrykke sine meninger, hvad enten det er på skrift eller i tale. Men jeg kan ikke undlade at tænke på den del af pøbelen, som forsøger at frarøve os denne rettighed.

b

I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.

Voltaire

b

b

Forfatter: xxx

Indvandring: De russiske jøder

Fra 1880’erne fyldes Københavns gader med russiske jøder. Denne nye befolkningsgruppe, der kun snakker jiddisch, spreder sig ud over de fattigste kvarterer i København, men ikke mindst også i de jødiske netværk. København er blevet centrum for et jødisk kultursammenstød.

Jøder har fra 1500-tallet været en fast befolkningsgruppe i det danske samfund. Med en forordning fra 1814 bliver samtlige jøder ligestillet med danskere i øvrigt på en lang række områder og efter grundloven i 1949 formelt på alle områder. [1] Fra de første jøder bosætter sig i Danmark og frem til industrialiseringsperioden, udgør de danske jøder stadig kun en minoritet. For den danske jødedom sker dog en successiv udvikling, der bekræfter deres borgerliggørelse i den forstand, at de ikke blot bliver danskere, men også en del af samfundets elite. [2] Det er derfor nødvendigt at forstå, at da de russiske jøder ankommer til København, er det i en tid, hvor den dansk-jødiske selverkendelse er på sit toppunkt.

Selvom halvdelen af de immigrerede russiske jøder rejser videre, vælger en del at blive i København for at skabe sig en identitet. På folketællingen fra 1911[3] er det tydeligt, at de russiske jøder med hensyn til erhverv er udlærte håndværkere eller maskinarbejdere. Det er karakteristisk, at ca. 50 % af immigranterne blliver skræddere.[4] Som en modløber hertil befinder de danske jøder sig i handelsindustrien eller er uddannede akademikere, i henhold til folketællingen fra 1903.³ Implementeringen af de russiske jøder i det danske samfund må nødvendigvis ske gennem proletariatet.

Blandt danske jøder bliver de tilkomne russiske jøder modtaget forskelligt. Der bliver blandt andet set meget ildevarslende på den fattigdom de medbringer, samt deres sociale og kulturelle forskelligheder.

Det var en russisk-jødisk verden immigranterne levede i. De boede tæt sammen, de kom sammen socialt og arbejdede hos hinanden. Hovedparten af immigranterne klumpede sig sammen i det indre København, og i 1911 er der ud af 1600 immigranter bosat 1042 i København.³

Allerede i 1907 rejser det dansk-jødiske blad ’Mosaisk Samfund’ spørgsmålet: ”Har København en Gettho?” Dengang brugtes ’ghettoen’, som et socialantropologisk begreb, til at beskrive den måde de russiske jøder indlogerede sig i de mest usle kvarterer: ”De russiske Jøder fordeler sig over et meget stort Antal, i alt over 100 for Størstedelen fattige Gader i København og paa Frederiksberg.”[5]

Med henblik på den modtagelse de nyankomne jøder fra Rusland modtager af de danske jøder, er det klart, at der tegner sig en social polarisering mellem de to jødiske afstamninger. ”I begyn-delsen forsøgte den jødiske menighed at løse problemet ved at købe billetter til immigranterne. De ville jo alligevel til Amerika…”.[6] De danske jøder udgør samfundets elite og hersker over en stor magtkapital, mens de russiske jøder lever arbejderklassens liv i den usle ’gettho’.

De københavnske borgere ser også meget forskelligt på den store tilstrømning af russiske immigranter. Mange købmænd og handelsmænd vælger at boykotte dem, da de ser dem som en trussel mod deres forretninger. Således åbner en af artiklerne i Vokhen blat: ”Der er også det problem, at de jødiske håndværkere ikke kan få arbejde hos danskere, og at danskere ikke vil handle med jøder. De er ikke antisemitter, men økonomisk boykotter de russerne”.[7] Samtidig med at de russiske jøder er kommet i klemme blandt daværende danske jøder, er Københavnerne også begyndt, at se negativt på dette nye folkefærd.

En ny befolkningsgruppe fylder gaderne i København. De tvinges til at leve under miserable levekår i ghettoerne og fornægtes accept i samfundet. Kultursammenstød, social polarisering og handelsboykotning  er blot et udsnit af de konsekvenser deres tilstedeværelse udløser. København byder velkommen til de russisk-jødiske immigranter.

---

[1] Thing, M. (2008): De russiske jøder i København 1882-1943, s. 31.

[2] Hartmann, G. (6/9 1951): De danske jøders kulturindsats i det 19. århundrede

[3] Københavns Universitet (1976): Nyoptælling af folketællingen 1901 & 1911.

[4] Jørgensen, H. (1984): Indenfor murene – Jødisk liv i Danmark, s. 292, 2. spalte

[5] Trap, Cordt (1906): Statistisk undersøgelse af jøderne i København.

[6] Blüdnikow, Bent (1986): Fremmede i Danmark, Samvirke December, s.2, 2. spalte

[7] Yitskhok Roytman (16/2 1912): Di rusishidishe ’geto’ in Kopenhagen, Vokhen blat

Visdom

Engang blev jeg oprigtig fascineret.

b

Det er efterhånden et stykke tid siden jeg har været i kirke. Som regel er det kun et sted jeg kommer, når jeg er nødt til det, i forbindelse med bryllup, konfirmation og begravelse. Men alligevel besluttede jeg mig en dag for at besøge Guds Hus. Jeg har altid haft et ganske specielt forhold til denne kirke. Den minder mig om de mange timer med vennerne i skæret af de lyse morgen solstråler. Der er blevet grinet og grædt, sunget og tiet.

Nej, for mig er denne kirke ikke blot et sted, man kommer for at opsøge religionen, men i lige så høj grad et sted, hvor man kommer for at forny de glemte minder.

Men den fascination, der ligger i min opfattelse af denne kirke, skyldes ikke blot de hyggelige og sjove timer, der er blevet tilbragt på kirkebænken under en prædiken. Den egentlige grund til, at kirken på så mange måder bevidner om varme minder, skyldes provsten.

Provsten, hun havde med sit brede smil og krøllede hår en karismatisk figur. Desuden rummede hun en visdom og stor viden indefor bibelen. Men den væsentligste egenskab for mig, blev hendes fortællinger, hvad enten de foregik på et religiøst plan eller ej.

Engang på en ganske almindelig søndag, efter at gudstjenesten almindeligvis var forbi, blev en ganske speciel ceremoni sat i gang. Der var ikke særlig mange i kirken og som ceremonien var ved at være forbi, begyndte provsten, stadig med våde hænder, at fortælle en af hendes historier.

b

Engang havde en mand på vej til himlen mødt Gud. Manden havde altid følt at livet havde været imod ham. Hans liv havde bestået af opture og nedture, langt mere end han var i stand til at udholde. Dog havde han bemærket noget ganske besynderligt. Hele hans liv havde han kunne følge to sæt fodspor når han kiggede sig bagud. Hvad endnu mere besynderlige forekom ham var, at det ene sæt af fodsporene var ophørt, når han havde været igennem hårde perioder.

Han ville nu spørge, hvor Gud havde været igennem hele hans liv, og ikke mindst hvor Gud havde været for ham, når han havde gennelevet hårde perioder, da han jo blot kunne se ét sæt fodspor.

Gud svarede åbenhjertigt, at det meget vel kunne passe at de 2 fodspor havde fulgt ham hele hans liv. Gud havde altså gået ved hans side. Men stadig stod det ikke klar for manden, hvor gud havde været, når kun ét sæt af fodspor havde fulgt ham.

Gud forklarede manden, at i de perioder, hvor han kun havde set ét sæt af fodspor, da havde Gud selv båret ham.

b

I dag er jeg stadig fascineret.

b

Forfatter: FiGoKiPu

slowdance

Have you ever watched kids
On a merry-go-round?
Or listened to the rain
Slapping on the ground?
Ever followed a butterfly’s erratic flight?
Or gazed at the sun into the fading night?
You better slow down.
Don’t dance so fast.
Time is short. The music won’t last.

Do you run through each day
On the fly?
When you ask How are you?
Do you hear the reply?
When the day is done
Do you lie in your bed
With the next hundred chores
Running through your head?
You’d better slow down
Don’t dance so fast.
Time is short. The music won’t last.

Ever told your child,
We’ll do it tomorrow?
And in your haste,
Not see his sorrow?
Ever lost touch,
Let a good friendship die
Cause you never had time
To call and say,’Hi’
You’d better slow down.
Don’t dance so fast.
Time is short. The music won’t last.

When you run so fast to get somewhere
You miss half the fun of getting there.
When you worry and hurry through your day
It is like an unopened gift….
Thrown away.
Life is not a race.
Do take it slower
Hear the music
Before the song is over.

Forfatter: Anonym

Børnehavekoncert

Forleden aften stod den på (V.I.P) x-factor koncert i Hillerød, som fætter havde inviteret på. Fra første øjeblik jeg trådte ind i hallen, var det tydeligt at noget var ganske forkert. Udover at ventilationen i den forholdsvis klemte hal ikke lod til at virke, havde størstedelen af publikumet en aldersgrænse på 10 år og nedefter. Deltagerne til koncerten var rettere sagt små piger, der ikke skreg på andre end ‘Martin’. Dette banede dog vejen for en ganske nydelig udsigt til scenen, som ikke bar præg af den trykkede atmosfære eller det mindreårige publikum.

Som V.I.P til koncerten fik jeg rig mulighed for at hilse på x-factor deltagerne og komme bag den hyldest dekorerede scene. En anderledes og succesrig oplevelse. Desværre havde deltagerne i x-factor, deriblandt Martin, meget svært ved at leve op til den facade scenen repræsenterede.

Martins stemme havde meget svært ved at nå de høje toner, hvilket resulterede i at han formåede at skabe en ubalance i hans numre. Han fik tilmed også ødelagt duetten med Laura. Udover problemer med stemmen, kunne Martin ikke dy sig, og fik trang til at bryde musikken midt i et af sine numre, for at skrige ud over publikum; ‘Vil i se mig moonwalke’. Uden videre iagtagelse af dette sidespring, blev det mig klart at hans ‘moonwalk’ flød bedre end hans musikalske præstation. Men ‘ihh som det dog vagte begejstring i den forreste række, der måtte stå på tæerne for at se scenen.

Trods en splittet oplevelse, leverede bandet en glimrende præstation, hvor sangstemmerne desværre ikke kunne følge med. Sågar vor yndlingsband ‘Raiden’ kunne ikke synge optimalt denne aften og lavede ikke andet end cirkusstreger på scenen i form af diverse jonglør kunstner med mikrofonen.

Selvom publikum ikke tilhørte ens egen aldersgruppe og sangen muligvis har lydt bedre på ipod’en, var det nu alligevel en fortræffelig aften. Med brormand ved siden og fætter på scenen – så kan det vist ikke blive bedre.

JegHarEnDrøm

Forleden morgen vågnede jeg op til duften af en spiritusdunst der bogstavelig talt havde lagt sig som en tåge på mit værelse. Trods en nervepirrende smerte i mit baghoved indså jeg hurtigt, at den tåge som omkransede mit værelse, nu var blevet til en masse mindre tågeskyer. Skyerne svævede om mit hoved i cirkelformationer og dér inde midt i skyerne, var regndråberne fra den kommende regn forvandlet til bogstaver.

Bogstaverne dryppede i rette linjer ned fra skyerne og formede sig på mit tæppebelagte gulv. Uden videre eftertanke blev det mig klart, at bogstaverne nu var blevet til ord. Ord som dannede sætninger; og sætninger som gav betydning. Smerten i mit hoved havde nu bredt sig og var begyndt at tirre min koncentrationsevne.

Gennem tågebankerne prøvede jeg, at tyde indholdet af de få sætninger, som var kommet til syne. Sproget hvorpå sætningerne var skrevet, syntes ikke at virke mig bekendt. Som små luftballoner der aftager fra jorden, begyndte de små sætninger at løfte sig op fra mit tæppegulv. Som en anden tyngdekraft blev de parvis tvunget tættere på mig. Sætningerne, der tidligere havde bestået af ord, havde taget skikkelse og fløj frit omkring. De var frie.

Forleden aften blev jeg grebet af Marthin Luther King Jr.’s tale til nationen. Som i min drøm med skyerne, var Martin Luther Kings skyer blot erstattet med nøgleordene ‘frihed’. Akkurat som i drømmen jeg havde haft, var ordene begyndt at falde til jorden for Martin, og de ting som han sagde og stod for, var begyndt at give mening. De ord, som var faldet fra hans skyer, der senere blev til sætninger, havde med tyngdekraftens påvirkning vendt op og ned på nationen i hans berømte tale: “I Have a Dream”.

Det var i Martin Luther Kings ånd, at de skyer som i min drøm havde dryppet intetsigende ord på mit gulv, skulle tage skikkelse og samle sig – og stå imod. Martin drømte om et land, hvor folk var i stand til at trives sammen; trods forskellig artet hudfarve. Dette blev starten på en ny æra inden for den racekamp, vi har måttet være tilskuere til lige siden.

Jeg havde en drøm. En drøm som vil fortsætte – og ligeså håber jeg Martin Luther Kings vil.

b

Martin Luther King Jr.

I Have a Dream

Let us not wallow in the valley of despair, I say to you today, my friends.

And so even though we face the difficulties of today and tomorrow, I still have a dream. It is a dream deeply rooted in the American dream.

I have a dream that one day this nation will rise up and live out the true meaning of its creed: “We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal.”

I have a dream that one day on the red hills of Georgia, the sons of former slaves and the sons of former slave owners will be able to sit down together at the table of brotherhood.

I have a dream that one day even the state of Mississippi, a state sweltering with the heat of injustice, sweltering with the heat of oppression, will be transformed into an oasis of freedom and justice.

I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.

I have a dream today!

I have a dream that one day, down in Alabama, with its vicious racists, with its governor having his lips dripping with the words of “interposition” and “nullification” — one day right there in Alabama little black boys and black girls will be able to join hands with little white boys and white girls as sisters and brothers.

Når det hele kommer til ende

Så blev dette års forløb af mediefag afsluttet. Som traditionen tro afholdes det “Gyldne Bånd”, hvor de nominerede film fremvises og får adskillige priser. Filmen som jeg har udarbejdet med mit mediefagshold, Bad Acting No Skills, vandt priserne; Bedste lyd & De Tre Champagner.

De tre champagner vi blev overrakt af elevrådet blev drukket i vores rus af sejren samme aften og i dag står Det Gyldne Bånd og pynter på mit skrivebordet. Da jeg ved adskillige henvendelser er blevet bedt om at lægge filmene ud på nettet, kan linkene herunder lede på rette vej til de produktioner min gruppe har lavet:

Mentior (Credo Quia Absurdum Est)

The Day the World Went Away

Egen produktion; Val Thorens 2008 (Skiferie)

Når al ting nu engang når til en ende, vil jeg gerne indrømme, at navnet på mit produktionshold muligvis inkluderer ‘Bad Acting’ (hvilket ingen af os kan løbe fra), men uden evnerne og masser af ‘Skills’ ville vi aldrig have været i stand til at skrue filmene sammen. Lad det blive opfattet som en tak til mine venner snarere end et forsøg på en omgang ironisk selvros.

Som tidligere nævnt var dette afslutningen på Mediefag, men som McCartney i sit seneste album synger, så er det vel blot hvad man gør det til:

At the end – It’s the start of a journey.