Mediernes Magt

Solens sidste stråler skaber et farvespil af mosaik i bladenes konjunkturer. Det er efteråret, som åbenbares i naturen og når træerne falmer. Denne morgen mærker jeg for alvor kulden udfolde sig. Ned langs ruderne iagttager jeg en ensom vanddråbe og ser, hvordan de utallige edderkoppespind, gennemvæddet af morgenfugten, aldrig har fremstået tydeligere. Men denne morgen er speciel, for mine øjne beskuer et landskab, der er belagt med et tæppe af tåge.

Som en borger i det enogtyvende århundrede kan jeg konstatere, at mit liv er under stor indflydelse af medier. Morgenavisen ankommer, radioen spiller og fjernsynet, som er fast inventar i samtlige danske hjem, leverer sine daglige nyheder. Det er alle informationskilder, som præger min hverdag og den måde jeg lever på. Mine meninger og valg baseres på baggrund af de oplysninger, som formidles videre til mig. Før i tiden blev man sendt ud i verden for at opleve, blive fascineret af og lære om virkeligheden – i dag tænder man for computeren, og den leverer en virkelighed i high definition. Jeg betragter mig selv som medieforbruger, en medienarkoman – jeg er afhængig af medierne. Med dette in mente udgør medierne en magtfaktor, da de i kraft af deres dagsorden er i stand til at påvirke mig.

I den ideale verden, der ifølge Thomas More forbliver en utopi, er medierne samfundets formidlere. Deres opgave er at tilfredsstille mine nyhedsbehov, herunder det samfundsmæssige, og søge at belyse en sag fra begge sider. De er af samfundet indstillet til at varetage jobbet som den fjerde statsmagt, en autonom institution, og udnytte vor kære presse og ytringsfrihed, som i tidernes morgen blev nedfældet i grundloven af 1849. Af den grund er det med stolthed, at jeg sætter min lid til, at de oplyser mig, sørger for at Brixtofte ikke drikker budgettet op og lærer Fogh, at kreativ bogføring ikke er acceptabelt. Når morgenkaffen drikkes med dagens avis, rejser jeg derfor ikke tvivl ved historiernes udsagn, og forventer at Habermas’ samtalekrav er en selvfølge. Den naturlige fordringssans er lagt på hylden. Det kunne aldrig falde mig ind, at medierne havde andet til hensigt end at kontrollere, formidle og styrke den demokratiske tankegang, som vores samfund er støbt på.

Tågen er tyk, nærmest uigennemtrængelig. End ikke solens stråler kan skinne igennem for at oplyse. Muren af støvede vandpartikler forringer sigtbarheden og forhindrer mig i at se verden i sit fulde perspektiv. Min orientering er mistet og jeg er vildledt, men fortsætter med at vandre fremad.

Vendes fokus til den virkelige verden og slippes drømmebilledet om det ideale medie, så ved socialdemokraten Ole Stadvad, hvor skoen trykker, når han hævder: ’Pressen ønsker at lave drama og skabe sin egen virkelighed’. Modsætningen til det ideale medie er hårdtslående, og jeg spørger mig selv: Er medierne ikke samfundets tro vogtere? Vi glemmer, at medierne, som ethvert andet foretagende, er en forretning der skal drives, og de har et levebrød der skal tjenes; derfor skal historien sælges, dramaet skabes og virkeligheden redigeres selvfølgelig derefter. Virkeligheden sættes til side, ja manipuleres måske endda, for at få opmærksomhed og skabe en forside, der har salgspotentiale.

Guldbrandsens nærbillede af den tidligere socialdemokratiske leder Mogens Lykketofts valgkamp ser den virkelighed i øjnene, hvor medierne misbruger sin magt. Den massive morgentåge er ved at lette samtidig med at Lykketoft ankommer til en børnehave, der figurerer som ét af mange stop i hans valgkamp. Hele besøget spildes på en nyhedsreporter, der på ægte Quisling-maner aldrig får gennemført det lovede interview. Idealet havde for Lykketoft været den direkte reportage, der havde givet ham formidlingsmulighed. I allegorisk forstand er hændelsen et udtryk for resten af valgkampen – en skandale. Mediernes metode er brutal: Den hæderkronede Lykketoft, der er en mand af argumentets kraft, må lide, da han ikke følger spillereglerne. At bryde den af medierne satte dagsorden er uacceptabel og tolereres ikke – for at overleve må man følge deres præmisser. Det slås fast én gang for alle, at medierne er samfundets sande formidlere!

Et element, der er blevet fast bestanddel hos politikerne og i den danske bevidsthed, er brugen af spindoktorer. Igennem dem kan nyheden opspindes til at fylde spalterne eller blot forblive en notits på bagsiden. Når Lykketofts spindoktor hævder, at man ikke kan basere en valgkamp på meningsmålinger, afspejler det hans uvidenhed. Som Knud Romer ville have sagt det: ’Ude af sync med virkeligheden’. Det kan vel ikke komme bag på nogen, at man må forholde sig til mediernes retningslinjer og virkelighed, hvis man vil være statsminister. Den socialdemokratisk leder misforstår kommunikationssituationen og glemmer at opgradere sin platform til den spiludgave, som medierne spiller. Hvor Lykketoft vælger at diskutere væsentlige finansforslag og visioner for nationen, bliver han ustandselig bedt om at forholde sig til nedadgående meningsmålinger.

Som det afsløres, da Svenning Dalgaard vurderer udfaldet af et debatmøde, tilsidesættes Lykketofts solide argumenter til fordel for de letfordøjelige budskaber, Anders Fogh opremser. I mediernes verden er det de hurtige og kortfattede meddelelser, som bliver hængende. Hertil kræver det givetvis også færdigheden til at forstå dagsordenen, så man har kontrol til at styre den. I den moderne valgkamp har sloganet vundet over argumentet, sendetiden over budskabet med substans. Valgkampen er et vidnesbyrd, der beretter om manipulerende og udemokratiske rammer i det danske samfund. Men i lige så høj grad er det et eksempel på den danske jantelov i medie-praksis. Hr. Lykketoft skulle nødig blive for selvhøjtidelig og tro, at han kunne vinde valgkampen ved ikke at indgå i den satte dagsorden.  Lykketoft dømmes til døden, han får ikke lov til at formidle sit budskab: ’Enten kan jeg ikke kommunikere, ellers er der ingen som kommunikerer videre for mig!’. Men hvem kunne finde på at bebrejde mediernes hævntogt? Lykketofts brud med reglerne og ubændige tro på argumentet bliver hans sortie. Tågen omslutter Lykketofts politiske karriere og dræner det for liv.

Mediesamfundets redigerede og overfladiske virkelighed bekræftes fortsat i socialdemokraternes valg af Helle Thorning som ny politisk leder. Hun tilfører medierne, hvad de gerne vil have: Et udseende, evnen til at snakke i overskrifter og måske vigtigst af alt, hun er en medspiller. Med andre ord, en virkelighedens eksempel på en medie-mannequin, der konsekvent vælger rampelyset i stedet for politisk indhold. Medierne er kommet for at blive. Jeg må forholde mig til, at jeg allerede befinder mig i den tåge de, medierne, tilvejebringer – en pseudovirkelighed.

Vejen jeg vandrer ad deler sig, og jeg synes at kunne ane en skikkelse. Det er en mand som rejser sig trodsigt i vrimlen; Manden, der er iklædt jakkesæt, kluntede briller og rødt slips, har lige netop vundet en sejr af etisk karakter. For det er vel hvad Gulbrandsens film virkelig handler om – at skildre manden frem for valgkampen. Pludselig går det op for mig. Jeg gnider mine øjne. Vækkeurets ring er velkendt. Jeg må have drømt.

Når jeg ser et rødt flag smælde

Når jeg ser et rødt flag smælde
på en blank og vårfrisk dag,
kan jeg høre det sælsomt fortælle
om min verden, mit folk og min sag.
Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen,
mens det kogler af kraft i mit mod,
thi det flag, der nu smældende når himlen,
er jo rødt som mit brusende blod

Jeg har set min fader ranke
ryggen op i flagets brus.
Jeg har lyttet og hørt hjertet banke
i dets stolte, befriende sus.
Jeg har elsket dets farve fra lille,
da min mor tog mig op på sit skød
og fortalte mig manende og stille
om en fane så knitrende rød.

Jeg har anet slægters striden
imod fremtids fjerne mål.
Jeg har set trælletoget i tiden
blive mænd bag ved kampfanens bål.
Jeg har set den i blafrende storme,-
jeg har elsket dens flammer i strid,
og bag den så jeg arbejdshænder forme
verden om til en lysere tid.

Det er sliddets slægters fane
over fronten vid og bred.
Den skal ungdommen ildne og mane,
den skal knuse hvert grænsernes led.
Den var forrest i fredelig færden,
den var forrest i stormklokkens klemt
den er fanen, der favner hele verden -
i dens folder er fremtiden gemt

Tekst: Oskar Hansen (1923)

En politisk praksis

Kronik: En politisk praksis

Forudsætningen for enhver god tale er evnen til at formidle et budskab og sørge for, at det bliver modtaget af sin lytter. Det samme må Anders Fogh Rasmussen, forhenværende statsminister, have haft in mente med sin politiske nytårstale fra 2008, hvor der ikke lægges skjul på retorikkens færdigheder. Imidlertid er det relevant at stille spørgsmålet, om Fogh har en skjult dagsorden, når han vælger at bringe udenrigspolitiske emner som Afghanistan og Europa-politik på talebordet i en nytårstale

Nytårstalen indledes med en konstatering af hvordan det nye år er ubrugt og fuld af muligheder. Hovedsynspunktet, ifølge statsministeren, er, at Danmark er blevet et mulighedernes samfund. Vi forstår at udmærke os i internationale konkurrencer, at etablere virksomhedskontakter i hele verden og høste anerkendelse i kraft af vores dygtighed. Danmark, eller det at være dansker, er med andre ord blevet en form for statussymbol, der tjener, som forbillede for andre lande, anmærkes det i et ophøjet toneleje. Før sejrsrusen er ved at stige os til hovedet, nævnes det, at vi ikke må blive for letsindige i forhold til den store økonomiske optur. Anders Fogh argumenterer og konkretiserer ved hjælp af eksempler, hvordan rigtige beslutninger har bragt os til vores position i dag – dog skal vi tage os i agt, da vi befinder os på bølgens top og let kan miste balancen.

Samtalespektret udbredes og næste punkt i den politiske dagsorden henledes på de danske udenrigspolitiske affærer i Afghanistan. Anders Fogh har besøgt en gruppe dansk udstationerede soldater fra hold 4 og det berettes, hvordan han er taknemmelig, forundret og stolt, mens han fyldes af glæde over deres heltemod. Langt flere danske soldater end hidtil er blevet dræbt under krigstjeneste, hvorfor det retorisk ventede spørgsmål stilles: ’Hvad skal Danmark i det fjerne Afghanistan?’ Lige siden terrorhandlingerne i 2001 mod World Trade Center har Taleban-regimet haft afsæt i Afghanistan. Deres aktiviteter er en trussel mod demokrati og frihed, hvilket er de basale værdisæt vi kæmper for. Derfor, understreges det, at vi som medlemmer af det internationale samfund, har pligt, ja endog pli, til at bekæmpe terrorismens rædselsherredømme.

I samme ærbødige toneleje flyttes fokus til den Europæiske Union, EU. Murens fald i 1989 beskrives som et banebrydende, nyskabende kapitel for Europa, der blev ramt af genopstandelsens kraft. Fællesskabet byder på muligheder, der spænder over landegrænser, til fælles fordel. Som i en 180 graders rotation ændrer talen klang, og hr. Fogh antager en sørgmodig, til tider skrap tone, der indledes: ’Men desværre er Danmark ikke med i hjertet af Europa.’

Fodnotepolitikken omtales som en sabotør, der ikke har andet i sinde, end at skade Danmarks interesser på internationalt plan. Statsministeren lægger vægt på, at vi engang var en drivkraft, men at vi nu må se at ranke ryggen – spænde hjelmen. Det er tilsyneladende ikke nok at være en lille nation, nej, for i Foghs ånd ønsker vi mere indflydelse i Europa. Talen afsluttes: ’Vi må gerne være os selv. Men aldrig nøjes med at være os selv nok.’

Som en sand femme fatale, der prøver at forføre og manipulere med os, er denne politiske tale under indflydelse af, hvad Aristoteles, som den første person, betegner: den retoriske lære. Hvordan kommer brugen af retorik til udtryk i talen og forsøger den at påvirke os i et bestemt henseende?

Talen indledes i en selvretfærdig tone der hævder, at Danmark er fyldt af muligheder. Hermed er den første påstand støbt, og der tages endvidere udgangspunkt i et eksempel med danskere i internationale konkurrencer, der udgør belægget. Hjemmelen er underforstået i den gentagne brug af anaforer: når danskere får internationale priser, når danskere klarer sig godt i udlandet, ja da må vi være et land med potentiale. Videre fortsættes talen i et tempo, som er ved at rykke i top-gear, indtil gendrivelsen iscenesættes med det facit, at det måske kommer til at gå for godt. Det er en modargumentation, som fungerer formidabelt og passer i stil og kontekst til resten af afsnittet. Fogh formår at høste kapital til sin naturlige ethos-konto og samtidig udnytte antitese retorikken i samme vending: ’den største risiko i det nye år er faktisk, at det kommer til at gå for godt.’

På turen lægges vejen forbi den varme kartoffel – de danske tropper i Afghanistan. Naturligvis argumenteres der for at vi skal vise flaget i krigen, vi har jo et ansvar for frihed, og hvem ønsker ikke at fjerne de ting som kan skade os. Terroraktionen mod World Trade bruges som et newspeak-element, der symboliserer død og ødelæggelse. Vi kan, som danskere, ikke undlade at tænke på en nylig passeret Muhammed Krise, der fik alarmklokkerne til at ringe. Pathos er den umiddelbare frontløber for argumentationen, da der tales til følelserne, og denne forstærkes af eksemplet fra hold 4, hvor fem soldaterkammerater har mistet liv. Tanken strejfer os: hvad nu hvis det var min familie eller pårørende?

Sidste stop på ruten er Europa-sammenslutningen, hvor Fogh pointerer, at vi er havnet ude på sidesporet. Han er bestemt ikke uden evner, da han forsøger at overtale og omvende os til den holdning, at vi i øjeblikket er ilde stedt, som værende et ikke fuldgyldigt medlem af Europa. Det er ren fornuftargumentering, krydret med logosappellen, der vil have os til at indse, at ’vi kun kan udrette store ting i fællesskab med andre’. Overraskende må det nævnes, at den rutinerede politiker vælger at bruge mere end halvdelen af sin nytårstale på at behandle udenrigspolitiske affærer.

Med talen som envejs kommunikativ handling forsøger den at leve op til de fire gyldighedskrav, der udgør de basale samtalebetingelser. Talen er nøje afstemt i ordvalg til at blive forstået af den brede befolkning. Ytringerne, taget i betragtning, må bekræftes at være i overensstemmelse med virkeligheden. Den udtrykte intention virker afstemt og oprigtig. Med Foghs bemyndigelse som statsminister, er de fire fundamentale elementer til talens gyldighed derved opfyldt.

Fra hr. og fru Jensen der lytter til talen, og om muligt føler sig dybt følelsesmæssigt bevægede, kan talen opfattes på mange måder. I den mellemøstlige verden vil den måske blive betragtet som en reel trussel, nu hvor det nævnes, at Danmark vil have mere indflydelse i Europæiske beslutninger, og der sættes fokus på Afghanistan tropperne. Andetsteds falder den i baggrunden, og man indser, hvad den virkelig udgiver sig for. Talen involverer emner som økonomi og udenrigspolitik, som i en fin kasse er indpakket med retorikkens gavepapir, der skaber klare og lige rammer, alt i mens den røde tråd fuldkommen glemmes. Der er ingen sammenhæng i talen, og emnevalget er bipolart til højeste spænding, således at den kommer til at virke Tefal-overfladisk. Som talerør, politisk diva og parlamentarisk overhoved for den danske befolkning, må det forventes, at Anders Fogh Rasmussen er i stand til at være problemorienteret og aktuel til dags dato.

Vi har alle hørt om mere støtte til krigen i Afghanistan, vi har mange gange hørt om fælles mål og værdier – budskabet er så velkendt, at det bliver gennemsigt og ikke overdøver fyrværkeriets støj fra aftenen før. Indholdsmæssigt drukner talen, da den ikke får fodfæste, mens den i form og ordvalg ligger godt til rette i den høje ende. I en tale nytårsaften, har vi ikke behov for at høre genklangen af det forbipasserende år. Et kig i fremtiden og de muligheder som venter os, er hvad vor interesse higer efter.

Jeg undrer mig, og spørger mig selv: Kan det virkelig være et tilfælde, at talen afsluttes med en irettesættelse af dansken og et emne som fodnotepolitikken, der placerer sig så langt uden for det nationale fællesskabs grænser, som noget overhovedet er muligt. Er Anders’ emnevalg med andre ord truffet på baggrund af en dagsorden, der ikke kommer til syne i talen?

At det er lykkes at skabe en tale, som er så flygtig, kræver at have en hensigt. Hvorfor skulle den danske befolkning ellers være lytter på selveste første nytårsdag? Hvis man vælger at se på Foghs placering i den internationale superliga, findes der måske en forklaring. Han har optjent så mange point, at han snart kan rykke videre på internationalt plan. Figuren mangler blot at blive finpudset og derefter er vi, Danmark, trinbrættet til den store verden. I sammenhængen benyttes talen til at fortælle, hvordan vi har dummet os med hensyn til de danske Europa forbehold. Talen fungerer som en proklamation, der fra Foghs side, afdækker at han godt kan se hvor vi gik galt i unionen, men at han ikke kan ændre historien.

Det må sandes at hr. Fogh er en mester af retorikkens gamle skole, der konstruktivt kan forme sin tale efter det publikum han vil nå ud til. Med sin dagsorden ofrer han sin nytårstale til fordel for at sikre sig en udenrigspolitisk karriere. Udadtil får han irettesat sig selv og Danmarks position i forhold til det Europæiske fællesskab. Indadtil lykkes det ham at skabe en nytårstale, der ikke holder vand, en tale, hvor det pointeres, at vi som nation åbenbart ikke må have nok i os selv.

Trods den gode kvalitet af retorisk praksis, en gennemført argumentation og alt andet end en underholdende tale, må det vel anses at være i strid med etiske principper at udføre en skjult agenda, på bekostning af en befolkning, til fordel for egen karriere?

Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til generalsekretær for NATO den 4. april 2009.

I solens blændende skær

Essay: I solens blændende skær

Med en ustandselig kraft penetrerer solens stråler det inderste lag af atmosfæren og rammer jordens overflade. De livgivende stråler sætter foråret i gang, får anemoner til at blomstre og bøgen til at springe ud. Jeg nyder solens blide varme og iagttager med pragt den flora og fauna, der vokser frem. Skæret blænder mig, og mit syn sløres. Strålernes indfaldsvinkel skaber en magtfuld kontrast, som fremhæver bøgens lysegrønne farve, men på én og samme tid også neddysser den hvide nuance fra blomstertæppet af anemoner.

Luften emmer af magi, når naturen genskaber foråret i sit fulde omfang. Men hvor solen får buske og træer til at spire, falder andre ting hen i silhuetten af deres skygger. Det kan ikke undgås, at hvor ting vokser op, vil andet blive gemt af vejen. Det er en principiel kendsgerning, der kan bekræftes af Darwin. Det er ikke blot i naturens orden, for selv mit sprog er designet til at skygge for, hvad der anses for unødvendigt. På samme måde kan det, i den subjektive holdnings ånd, bruges til fremhæve de ting som er værd at berette. Det er en disciplin, som praktiseres af mange, skønt de ikke er klar over det. Som et sprogligt virkemiddel er det en værdig anset kundskab, som anvendes til at krydre sproget for at opnå en ønsket smag.

Som Aristoteles vælger at udtrykke det bruges metaforer, når der er mangel på ord for fænomener i sproget. Hertil må der tilføjes, at metaforer i dag fungerer som et sprogligt redskab, der ikke blot beskriver følelser og tanker, men i lige så høj grad manipulerer og vildleder. Metaforer er præget af, at vi selv skaber dem til et formål, som er i overensstemmelse med vores værdier og livsanskuelse. Derfor bliver jeg ikke vildledt af Joyce, når han påpeger, at historien er et mareridt man aldrig vågner op fra, men forholder mig snarere kritisk og stiller spørgsmålet: Er den det?

Med dette in mente fungerer metaforerne ikke blot som kunstneriske udfoldelser, der har sat sine spor i Hans Christian Andersens fædrelandssang: ”Hvor sproget er min moders stemme”. I henhold til det enogtyvende århundrede er metaforerne, som en påvirkningsfaktor, blevet et fast element i de daglige kronikker, der præger Berlingeren. Det behøver ikke at blive opfattet som et dårligt tegn, for hvor der finder en udvikling sted lukkes en dør, for at en anden kan blive åbnet. Dog er det et tegn på, hvordan vi som mennesker, måske endda som danskere, har et behov for at skjule og afdække forskellige sider af en sag.

Vinklingen af et meget omstridt emne finder sted i pastor Søren Krarups tilkendegivelse af, hvad det vil sige at være dansk. Som søn af Danmark er jeg ikke i tvivl om, hvilke værdier der kendetegner den arv og baggrund der påhviler mig, ej heller, at vi ikke på alle leder og kanter er perfekte. Med hr. Krarups brug af dansken som en metafor til at redegøre for sine værdier, er det måske på tide med en redefinering. Det bankes én gang for alle fast, hvad der, ifølge ham, gør mennesket til en ophøjet instans – en dansker. Nej, for her er skam ikke plads til fidusmagere og jantelov, kun den korte version af optagelseskravene til den lukkede cirkel af Dannebrog.

Redegørelsen har uden tvivl været ment som et bidrag til den samfundspolemik, der foregik ved århundredeskiftet. Krarup formår at gøre sit budskab klart, ved at udsætte dansken for sin subjektive holdning og bruge det som en metafor for sin identitetsdiskussion. Brugen af hans metafor giver mig kuldegysninger, og pludselig føles solens stråler slet ikke så varme. Mit syn er blændet og sløret. Ved ren refleks tager jeg, som klippet ud fra Topgun-filmen, den gamle og støvede Ray-Ban brille på, og mit syn bliver straks klart. Den måde som Krarup rent metaforisk udtrykker det danske folk på, er som Knud Romer ville have sagt det: ”Ude af sync med virkeligheden”. Det kan vel ikke komme bag på nogen, at man må forholde sig til virkeligheden, før man begynder at udlægge den som et sprogligt fænomen.

Solen kan nemt få metaforerne til at spire så meget, at virkeligheden falder hen i deres skygge og glemmes. Der skal skabes en balance, mellem metaforen og den virkelighed der skygges over, ellers mistes effekten. Med solen i zenit vil ligevægten være en realitet, og metaforen forsøger da at afdække og skjule med samme potentiale – og jeg vil, som læser, da føle mig oprigtig beriget, og måske endda lade en tåre trille.

Men metaforer kan, som ethvert andet sprogligt virkemiddel, sagtens bæres af og gennemføres ved hjælp af andre virkemidler. En del af den arv jeg modtog fra mine forældre, er karakteriseret af den danske kultur og værdier, men mest af alt den sproglige egenskab: Ironien. Det er en kendsgerning, at det danske sprog, ved enhver lejlighed vi giver lov, bruger ironi. Det gælder ligeledes for metaforer, som Martin Lyngbo så nydeligt afdækker det, når han lader Danmark fremstå som den uskyldige teenagepige, der udnyttes af 3.g’eren, i dette tilfælde USA. Vi er det svage land, hvis overlevelse afhænger af de store nationer, beretter Lyngbo. Ikke desto mindre overskygger metaforen, at den generelle danske holdning siden tabet af Sønderjylland i 1864 altid har lydt: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”. Lyngbo beviser, at man sagtens kan behandle en udenrigspolitisk situation med en metafor, blot den tilføres den fornødne mængde sarkasme.

Jeg nyder at ligge i solen, blive varm og få en farve, men mere end noget andet: At føle forårets indmarch. Det er samtidig årstiden, hvor solen sår sine stråler som en sædemand, og dens effekt afdækkes i min haves opadvoksende natur. Jeg lægger mine briller bevidst om at solen vil komme til at blænde mig. Solens stråler er stadig skarpe og spalter mit syn til kun at opfatte nuancerne fra havens sammensætning, som glider sammen med træernes skyggeliv. Jeg tænker og overvejer, vel vidende, at solens stråler ikke kan undgås – metaforer er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.

det bølgede land

Vi kender alle følelsen. Vi er kommet sent hjem. Der er ikke overskud til at lave aftensmad, og bestemt ingen energi til at fylde opvaskemaskinen. Hvad vi med andre ord har brug for, er en smule selvforkælelse for at klare os gennem dagen og vejen. Vi har behov for at bryde med dagligdagsrutinen og komme væk fra det hjemmevante. Det er viljen til at gennemføre spontane indgreb i hverdagen, som fornyer os med overskud og selvbevidsthed. Nogle finder sikkert glæde og fornyelse i hvad Fields udtrykker som: Alle veje fører til Rom. Hertil er hvad der kendetegner min virkelige passion ikke på flydende form, men snarere en stræben efter nye oplevelser. Det er en stræben som ikke kan tilfredsstilles, og som for altid vil eksistere dybt i mig.

Når jeg skuer ud over det bølgede danske land, er jeg ikke et øjeblik i tvivl. Det er her jeg har hjemme og her min jagt på det unikke, sanselige og perfekte skal findes. Landet er som mit skattekort, men uden nogen markering af skattens position. Det forstærker blot mit jagtinstinkt og viljen til at fortsætte når alt ser værst ud – for i kampens hede er der blevet lidt nederlag. Det er min umådelige lyst til oplevelser, der udgør drivkræften og valget af de restauranter jeg vælger at spise på. Hver restaurant repræsenterer en række gastronomiske som kulturelle værdier der bringes til live i sin cuisine. Det er det unikke og særegne præg på cafér, restauranter og brasserier jeg leder efter, når jeg vælger at spise andetsteds end hjemme.

Min filosofi er ganske enkel. En restaurant kan servere nok så kulinarisk og appetitlig mad, men hvis atmosfæren og helheden mangler er puslespillet ikke gennemført. Ligeledes kan en restaurant servere forfærdelig mad, men dog bibringe stemning og fornøjelse i kraft af sine andre brikker – men her vil jeg nok alligevel ikke vælge at spise. Et solidt køkken danner fundamentet for et spisested og er en nødvendighed, ligesom at det er brikkerne i centrum af puslespillet, som skaber en helhed for motivet. Her må yderbrikkerne opfattes som perfifære og de spiller derfor en mindre rolle. Somme tider støder man også på det fænoment, at brikkerne er lagt for tæt. Billedet kan fremstå nok så perfekt, men det unikke præg kommer først til syne, når der eksisterer et samspil i revnerne mellem brikkerne. Når kriterierne er opfyldt vil helheden være en realitet, og jeg vil være følelsesmæssigt bevæget.

Det er en verden af utallige dimensioner og den kan nemt forekomme uoverskuelig. Derfor må man sørge for ikke at miste sit fodfæste, når man begiver sig ud i den. Det er et faktum at øvelse gør mester og at man selvfølgelig kun lærer af sine fejl. Det er derfor en fornøjelse at jeg kan præsentere en liste over spisesteder der gennem det seneste år har præget min færden i det danske bølgede land. Ingen er perfekte og derfor har jeg valgt at tildele hver og én karakterer i henhold til den nye skala. En given karakter må bestemt ikke opfattes som en generel karakter for spisestedet, men blot min tilkendegivelse af, den oplevelse jeg har modtaget det pågældende sted.

Restaurant Imperial Grill Room

Et unikt sted hvor der spilles på samtlige tangenter for at tilvejebringe den perfekte oplevelse.

Karakter: 12

Punjab

God solid og krydret mad fra det indiske køkken.

Karakter: 10

Restaurant Seaside, Marienlyst

Maden lever ganske enkelt ikke op til prisniveauet og virker rutinepræget.

Karakter: 4

Letz Sushi, Nørrebro

Tør og intetsigende sushi der sagtens kunne blive kræset mere for.

Karakter: 7

Cassiopeia

Maden er ordinær  og ganske appetitlig.

Karakter: 7-10

Restaurant Far til 4

Karakter: minus!

Kulinarisk oplevelse på Brasseriet i Gilleleje

Yeats hævder, at vinen og kærligheden er de to ting, som skal opleves inden man dør, men med restaurant ‘Brasseriet’ i Gilleleje må tilføjes endnu et kapitel. Med atmosfære og elegance formår stedet at skabe et nyt niveau for madoplevelser i den lille fiskerby.

Gilleleje er som oftest kendetegnet ved at være stedet folk besøger om sommeren. Inden for et årti har byen udviklet sig fra at være en flække i landskabet til et pulserende åndehul for unge såvel som bådrejsende. Med sine knap 6.500 tusinde indbyggere er det en lilleputby, men om sommeren pumpes der liv i byen, hvor indbyggertallet mangedobles. For mange vil Gilleleje blot forblive en turistattraktion, der ender sammen med sommeferien. Men selvom karusselturen for de besøgende stopper, fortsætter livet for de fastboende.

I brasseriets ånd

Med sit lille udvalg af helårsrestauranter der både kan håndtere mængden af turister i sommerperioden og de fastboende i vinterhalvåret, skiller ‘Brasseriet’ sig ud fra mængden af mainstreampræget mad. Med sin beliggenhed i første parket på Gilleleje havn fornemmer man straks den unikke stemning. To fakler kaster sit skær på indgangen til det toetagers brasserie, som med sin baggård er perfekt til de sene sommeraftener. Min gæst og jeg blev ført til rette på første sal med udsigt over den vinterøde havn.

Interiør og stil falder i tråd med den oprindelige brasserie stil, der udvikledes mod slutningen af 1800-tallet i Paris. Atmosfæren er enestående og man føler sig straks tilpas.  Stedet er i overensstemmelse med brasserie ånden.

Nuancepræget menukort

Min gæst og jeg mødte et nuanceret og veltilpasset menukort af differentierede retter, som bl.a. havnens rødspætte og confit de canard. Prisen for hovedretter placerer sig i prisintervallet fra 158kr. til 258kr. Min gæst bestilte en hovedret bestående af hjemmelavede BBQ-ribs  til 158,- og jeg faldt for laks indbagt i filodej m. spinat og svampe til 178,- . Hertil følger et seperat ølkort, der byder på en række udenlandske øl. Valget faldt på en traditionel fadøl (ml. størrelse 50kr.)

Mad med pil op

Laksen indbagt i filodej med spinat og svampe var anrettet på et let lag af pasta med hummersauce. Alt på tallerkenen var veltillavet, lækkert og delikat. Saucen var let cremet og faldt godt i sammenspil med pasta og fisk. Det eneste anke var spinaten, som ville have gjort sig perfekt ved at være mere saltet. Ellers en fin og velbalanceret ret.

Videre fra havet til marken lå et svin indsvøbt i en smagfuld og markant barbecue sovs. Serveret sammen med en indbagt kartoffel m. sprød bacon og en lille smule persille der lyste på toppen. Som det ofte er problemet med spareribs, er der overflod af ben i forhold til kød. Dette var ikke tilfældet. De hjemmelavede spareribs var vældig møre og godt tilberedt. Alt meget gedigent og afstemt.

Velafviklet brasserie

Maden var yderst veltilberedt og gennemtænkt. Man er bestemt mæt – men stadig tilpas og ikke slået omkuld af grænseløse anretninger. Denne aften var der kun en enkelt svipser med spinaten, men ellers ikke en finger at sætte på servering eller anretning. Regnskabet stemte helt overens med kvaliteten.

I køkkenet arbejdes der i det velkendte brasserie territorie, som smagsmæssigt er fuldendt. Restauranten placerer sig i det pænere middelleje prismæssigt, som der bliver levet op til. Stedet er velegnet til en hyggelig og gedigen middag, hvor man samtidig ikke får knust budgettet.

Hvis man har lyst til at lægge smagsløg til det klassiske og fuldkomne brasseriekøkken, så er vejen forbi restaurant ‘Brasseriet’ på Gilleleje havn absolut værd et besøg.

d

Adresse: Nordre Havnevej 3, 3250 Gilleleje

Åbningstider: 12:00-16:00 og 18:00-21:30

Tlf: 48302130

Hjemmeside: www.brasseriet-gilleleje.dk

d

d

Denne artikel er sidst opdateret pr. 12.02.2009

Forfatter: xxx

at udtrykke sig

Vort passive ordforråd, det vil sige antallet af ord vi forstår er langt større end vort aktive ordforråd: antallet af ord vi bruger. Mange indskrænker sig til igennem livet at anvende ordet intelligent om forskellige mennesker, der måske mere træffende kunne betegnes som henholdsvis lærenemme, forstandige, slagfærdige, skarpsindige osv. Eller de bruger ordet dum om personer der bedre kunne karakteriseres som uvidende, enfoldige, naive, tungnemme, åndløse eller andet.

Det handler om evnen til at udtrykke sig, således at nuancerne ikke udelades.

Oprydningsprobaganda

Politiken d. 30 oktober, 2005, 1. sektion, side 3.

KÆRE

ANDERS FOGH,

I DAG KAN DU GØRE

DIN VEN GEORGE,

MEGET STOLT.

Hvis du fortæller ham, at din regering har taget adskillige milliarder kroner fra de dårligst stillede og brugt dem til at finansiere skattelettelser for de rigeste, vil han være imponeret. Og hvis du så forklarer ham, hvordan det undergraver det danske system med almene boliger, tror vi godt, du kan regne med en invitation til morgenmad en anden gang. Med venlig hilsen DE ALMENE BOLIGFORENINGER.

Forleden dag stod den i oprydningens tegn, og jeg begav mig i kast med at sortere adskillige bunker papirmateriale af ældre dato. Størstedelen var blot en masse gamle kontoudtog, støvede kvitteringer og glemte reklamer. Jeg fandt  gamle postkort fra nær og fjern med varme hilsener, og en stak med kærestebreve af typen [JA] – [NEJ] eller [MÅSKE]. Men da jeg rodede rundt i papirvirvaret stødte jeg på noget, som jeg ikke havde forventet.

Hvad der havde fanget min interesse, var hverken kortene eller kærestebrevene, men en gennemsigtig plasticlomme med avisartikler. Efter en lille gennemgang af artiklerne, gik det op for mig, at de fleste indeholdt sjove og vittige ting, mens andre bestod af politiske budskaber. På et særligt henvendt reklameopslag til Anders Fogh i Politiken d. 30 oktober 2005 på side 3, var nogen vist virkelig kommet i klemme under de seneste skattelettelser.

Før jeg havde nået at lægge artiklen fra mig, blev jeg endnu mere overvældet af den næste støvede avisside. Hele siden var fyldt med et billede af Lars von Trier badet i rød maling. Parallelen er vist ikke svær at drage.

Hertil nåede udkastet af en idé. Hvad der er sket eftersom den aldrig blev færdig, findes der ikke et entydigt svar på. En kop kaffe, aftensmad eller blot sengetid? Men tværtimod står intentionen og bevæggrunden for skriveprocessen stadig klart i min hukommelse.

Ifølge grundloven er “enhver berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker”. Ytringsfriheden hviler på de fundamentale menneskerettigheder. Retten til at kunne udtrykke sine meninger på skrift og i tale er en forudsætning for, at kunne tage vare på sig selv som menneske og for at kunne skabe sig en tilværelse. Det er dog nødvendigt, at man står til ansvar for sine ytringer. Men det kan vi vist roligt tro på, at De Almene Boligforeninger og Trier nok skal gøre – det er jo blot et spørgsmål om, hvor meget man har i klemme.

Jeg beundrer de folk, som kan og vil benytte friheden til at udtrykke sine meninger, hvad enten det er på skrift eller i tale. Men jeg kan ikke undlade at tænke på den del af pøbelen, som forsøger at frarøve os denne rettighed.

b

I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.

Voltaire

b

b

Forfatter: xxx

Indvandring: De russiske jøder

Fra 1880’erne fyldes Københavns gader med russiske jøder. Denne nye befolkningsgruppe, der kun snakker jiddisch, spreder sig ud over de fattigste kvarterer i København, men ikke mindst også i de jødiske netværk. København er blevet centrum for et jødisk kultursammenstød.

Jøder har fra 1500-tallet været en fast befolkningsgruppe i det danske samfund. Med en forordning fra 1814 bliver samtlige jøder ligestillet med danskere i øvrigt på en lang række områder og efter grundloven i 1949 formelt på alle områder. [1] Fra de første jøder bosætter sig i Danmark og frem til industrialiseringsperioden, udgør de danske jøder stadig kun en minoritet. For den danske jødedom sker dog en successiv udvikling, der bekræfter deres borgerliggørelse i den forstand, at de ikke blot bliver danskere, men også en del af samfundets elite. [2] Det er derfor nødvendigt at forstå, at da de russiske jøder ankommer til København, er det i en tid, hvor den dansk-jødiske selverkendelse er på sit toppunkt.

Selvom halvdelen af de immigrerede russiske jøder rejser videre, vælger en del at blive i København for at skabe sig en identitet. På folketællingen fra 1911[3] er det tydeligt, at de russiske jøder med hensyn til erhverv er udlærte håndværkere eller maskinarbejdere. Det er karakteristisk, at ca. 50 % af immigranterne blliver skræddere.[4] Som en modløber hertil befinder de danske jøder sig i handelsindustrien eller er uddannede akademikere, i henhold til folketællingen fra 1903.³ Implementeringen af de russiske jøder i det danske samfund må nødvendigvis ske gennem proletariatet.

Blandt danske jøder bliver de tilkomne russiske jøder modtaget forskelligt. Der bliver blandt andet set meget ildevarslende på den fattigdom de medbringer, samt deres sociale og kulturelle forskelligheder.

Det var en russisk-jødisk verden immigranterne levede i. De boede tæt sammen, de kom sammen socialt og arbejdede hos hinanden. Hovedparten af immigranterne klumpede sig sammen i det indre København, og i 1911 er der ud af 1600 immigranter bosat 1042 i København.³

Allerede i 1907 rejser det dansk-jødiske blad ’Mosaisk Samfund’ spørgsmålet: ”Har København en Gettho?” Dengang brugtes ’ghettoen’, som et socialantropologisk begreb, til at beskrive den måde de russiske jøder indlogerede sig i de mest usle kvarterer: ”De russiske Jøder fordeler sig over et meget stort Antal, i alt over 100 for Størstedelen fattige Gader i København og paa Frederiksberg.”[5]

Med henblik på den modtagelse de nyankomne jøder fra Rusland modtager af de danske jøder, er det klart, at der tegner sig en social polarisering mellem de to jødiske afstamninger. ”I begyn-delsen forsøgte den jødiske menighed at løse problemet ved at købe billetter til immigranterne. De ville jo alligevel til Amerika…”.[6] De danske jøder udgør samfundets elite og hersker over en stor magtkapital, mens de russiske jøder lever arbejderklassens liv i den usle ’gettho’.

De københavnske borgere ser også meget forskelligt på den store tilstrømning af russiske immigranter. Mange købmænd og handelsmænd vælger at boykotte dem, da de ser dem som en trussel mod deres forretninger. Således åbner en af artiklerne i Vokhen blat: ”Der er også det problem, at de jødiske håndværkere ikke kan få arbejde hos danskere, og at danskere ikke vil handle med jøder. De er ikke antisemitter, men økonomisk boykotter de russerne”.[7] Samtidig med at de russiske jøder er kommet i klemme blandt daværende danske jøder, er Københavnerne også begyndt, at se negativt på dette nye folkefærd.

En ny befolkningsgruppe fylder gaderne i København. De tvinges til at leve under miserable levekår i ghettoerne og fornægtes accept i samfundet. Kultursammenstød, social polarisering og handelsboykotning  er blot et udsnit af de konsekvenser deres tilstedeværelse udløser. København byder velkommen til de russisk-jødiske immigranter.

---

[1] Thing, M. (2008): De russiske jøder i København 1882-1943, s. 31.

[2] Hartmann, G. (6/9 1951): De danske jøders kulturindsats i det 19. århundrede

[3] Københavns Universitet (1976): Nyoptælling af folketællingen 1901 & 1911.

[4] Jørgensen, H. (1984): Indenfor murene – Jødisk liv i Danmark, s. 292, 2. spalte

[5] Trap, Cordt (1906): Statistisk undersøgelse af jøderne i København.

[6] Blüdnikow, Bent (1986): Fremmede i Danmark, Samvirke December, s.2, 2. spalte

[7] Yitskhok Roytman (16/2 1912): Di rusishidishe ’geto’ in Kopenhagen, Vokhen blat

Visdom

Engang blev jeg oprigtig fascineret.

b

Det er efterhånden et stykke tid siden jeg har været i kirke. Som regel er det kun et sted jeg kommer, når jeg er nødt til det, i forbindelse med bryllup, konfirmation og begravelse. Men alligevel besluttede jeg mig en dag for at besøge Guds Hus. Jeg har altid haft et ganske specielt forhold til denne kirke. Den minder mig om de mange timer med vennerne i skæret af de lyse morgen solstråler. Der er blevet grinet og grædt, sunget og tiet.

Nej, for mig er denne kirke ikke blot et sted, man kommer for at opsøge religionen, men i lige så høj grad et sted, hvor man kommer for at forny de glemte minder.

Men den fascination, der ligger i min opfattelse af denne kirke, skyldes ikke blot de hyggelige og sjove timer, der er blevet tilbragt på kirkebænken under en prædiken. Den egentlige grund til, at kirken på så mange måder bevidner om varme minder, skyldes provsten.

Provsten, hun havde med sit brede smil og krøllede hår en karismatisk figur. Desuden rummede hun en visdom og stor viden indefor bibelen. Men den væsentligste egenskab for mig, blev hendes fortællinger, hvad enten de foregik på et religiøst plan eller ej.

Engang på en ganske almindelig søndag, efter at gudstjenesten almindeligvis var forbi, blev en ganske speciel ceremoni sat i gang. Der var ikke særlig mange i kirken og som ceremonien var ved at være forbi, begyndte provsten, stadig med våde hænder, at fortælle en af hendes historier.

b

Engang havde en mand på vej til himlen mødt Gud. Manden havde altid følt at livet havde været imod ham. Hans liv havde bestået af opture og nedture, langt mere end han var i stand til at udholde. Dog havde han bemærket noget ganske besynderligt. Hele hans liv havde han kunne følge to sæt fodspor når han kiggede sig bagud. Hvad endnu mere besynderlige forekom ham var, at det ene sæt af fodsporene var ophørt, når han havde været igennem hårde perioder.

Han ville nu spørge, hvor Gud havde været igennem hele hans liv, og ikke mindst hvor Gud havde været for ham, når han havde gennelevet hårde perioder, da han jo blot kunne se ét sæt fodspor.

Gud svarede åbenhjertigt, at det meget vel kunne passe at de 2 fodspor havde fulgt ham hele hans liv. Gud havde altså gået ved hans side. Men stadig stod det ikke klar for manden, hvor gud havde været, når kun ét sæt af fodspor havde fulgt ham.

Gud forklarede manden, at i de perioder, hvor han kun havde set ét sæt af fodspor, da havde Gud selv båret ham.

b

I dag er jeg stadig fascineret.

b

Forfatter: FiGoKiPu