De er store, lange, larmer og er beskidte (som regel). De er en skændsel for den ellers flotte natur også udgør de dagligdagen i mange menneskers liv. Så vel som min egen. 2 ud af 3 gange er de der lige til tiden, når vi begiver os ud i vores vandren enten på vej mod en travl dag, eller efter et lille besøg i den lokale Netto. De er der altid.
Sommetider flager de og vækker undren i folks sind. Hvilken anledning? Hvilken alligevel for længst glemt royal fødselsdag er det nu i dag?; det er ikke til at vide. Ikke engang manden bag rattet kan svare på dette yderst trivielle spørgsmål. Den lysegule farve, som præger disse tingester, er et vidnesbyrd om, at farveblindhed også eksisterer. Farven skær i mine øjne og påminder mig om, at jeg ikke er den eneste som sætter mine fødder her hver morgen og eftermiddag.
En snært af mystik hænger alligevel i luften, når man sidder på de lysegrønne støvede sæder. Fra mit foretrukne sæde aller bagest har jeg frit udsyn til den lange gang, og alle de mennesker som stiger på. En ting som dog frustrerer mig mere end den gule farver, der dækker hele dens ydre, er gulvtæppet i loftet. Hvorfor i alverden placere gulvtæppe i loftet, når end ikke gulvet er belagt med det? – Absolut et af livets store spørgsmål.
Den er stor, gul og har 4 hjul. Den hjælper utallige mennesker frem og tilbage, også sørger den for at du og jeg kommer sikkert hjem – så måske er den i virkeligheden slet ikke så slem. .
