Jeg sad netop og snakkede med min svenske veninde, da vi begyndte at berøre et ellers meget følsomt område. Hvorfor er det nu lige, at vi som danskere har et så anspændt forhold til svenskerne? De er vores naboer, snakker en dialekt af dansk også har de opfundet Volvo’en.
Men Volvo’en er jo en dejlig bil, dansk er et dejligt sprog og som naboer burde vi da have et meget tæt forhold? Men under overfladen er det ganske anderledes. Faktisk snakker utrolig mange på en ubehøvlet og respekløs måde om svenskerne; som var de fra en anden planet!
Toilet i Helsingør: “Træk i snoren. Svenskerne har brug for vandet”.
Men folk må da indse, at vi ikke kan blive ved! De overtog engang vores jord, og vi slog igen uden held. Vi burde have lært af vores fejl, men fortsatte i 30 år ved trediveårskrigen (1618-48). Vi burde have stoppet mens legen stadig var god; men nej, ikke hvis det stod til danskerne. 200 år senere var de 3 landsdele; Skåne, Halland og Blekinge stadig fyldt med danskere, og omtrent to århundreder senere vakte romantikken live i vores nationalitetsfølelse og selvtillid. Romantikken blev grundstenen til et tilsyneladende voksende had mod svenskerne, som i dagens Danmark stadig eksisterer.
Mange ting på den svenske jord har alligevel meget tilfælles med det, som vi ofte forbinder med “dansk”. Ganske vidst sælger pølsevognene ikke knæk-pølse og wurst, men i stedet kötbuller og potatismos og Oehlenschlägers “Der er et yndigt land”, er for længst blevet udskiftet med Sturzenbeckers “Det är ett ‘yndigt’ land”.
“Det hedder gamle Danmark” synger vi hver gang vi får mulighed for det – men mon ikke vi burde revidere vores egen selvopfattelse og tænke i nye baner? Romantikken sluttede trods alt halvanden århundred siden.
