Svigtende Verdenssamfund!

Det er endnu engang blevet besluttet ikke at gøre noget i sagen om det, USA betegner som et folkedrab i Sudans Darfur-region. Den manglende indgriben er endnu et eksempel på at FN-systemet er til mere skade end gavn.

Endnu engang svigtede verdenssystemet 1.400.000 mennesker i nød. Hundredetusinder kan ikke få mad, mens op mod 400.000 har mistet livet. Overgreb på børn og kvinder, landsbyer der afbrændes, og flygtningelejre, der omringes, så nødhjælpen ikke har mulighed for at nå frem.

FN betegner det som den største nuværende humanitære katastrofe verden endnu har stået overfor. Desværre er løsningen på den årelange konflikt gået drastisk tilbage. Netop som man har bestemt sig for at gribe ind, nøjes FN med en erklæring om at ville slutte fred. En erklæring de fleste betegner som svag og sandsynligvis nytteløs. Resultat heraf vil formentlig være en fortsat humanitær katastrofe, som USA’s daværende udenrigsminister Colin Powell har betegnet som et folkemord.

Alligevel har verdenssamfundet – i form af FNs Sikkerhedsråd – ikke fundet det værd at benytte de midler, som FN har til rådighed: Man kan indføre sanktioner, og dernæst sørge for en militær tilstedeværelse, således at Darfur-flygtningene kan færdes sikkert, modtage hjælp og på et tidspunkt vende hjem. Ligesom da FNs Sikkerhedsråd ikke ville gribe ind over for Saddam Husseins terrorregime i Irak, findes der altså mange motiver for den FNs manglende handling i Darfur.

Måske kan det tænkes, at nogle af Sikkerhedsrådets islamiske medlemmer holder hånden over den nuværende sudanske regering, netop fordi styret i Sudan er islamisk. En anden årsag kan være, at Kina har interesser i Sudans olieudvinding, som man ikke vil have ødelagt af sanktioner. Derudover er der mange lande i Sikkerhedsrådet – Rusland f.eks. – der eksporterer våben til Sudan. Men dette marked skulle jo nødig ødelægges!

Der findes altså mange gode grunde til ikke at gribe ind i Darfur. Tilsyneladende mange nok til, at Sikkerhedsrådet også denne gang ikke heller ikke gjorde noget. Mange nok til, at de 1,4 millioner mennesker i nød endnu engang må se til, at verdenssamfundet totalt glemmer dem, og de vilkår de lever under. Det handler derfor snarere om det, at nationerne i Sikkerhedsrådet udnytter FN til at sikre egne nationale interesser.Men selvfølgelig kan man jo vende perspektivet helt rundt, og sige, at det jo ikke er verdenssamfundet, der myrder, voldtager og dræber i Darfur. De dramatiske skridt som sanktioner og militærtilstedeværelse er handlinger som nødigt skal tages i brug, og absolut kun benyttes som en sidste udvej.

For at se det i et langt større perspektiv, kan man spørge sig selv, hvorfor det egentlig var, at man efter Anden Verdens krig stiftede FN? Var det ikke, som der står i de første linjer af Verdenserklæringen om menneskerettigheder, for at sørge for »At alle mennesker er født frie og lige, og at enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed«? Det burde ikke komme bag på nogen, eftersom at samtlige lande på denne klode har skrevet under på erklæringen.

Denne tekst har verdenssamfundet skrevet under på, at de ville leve op til, men hvad er det så for nogle ting der foregår i øjeblikket foregår i Darfur?

Det der virkelig finder sted er, at en række FN-lande benytter FN som en højere instans til at fastholde mennesker til at leve under sult og tørst. Medlemslandede benytter FN til at pleje egne interesser! Kan disse mennesker, der styrer spillet ikke erhverve sig selv en lille smule værdighed? Som FN er indrettet nu, kan man i demokratiske lande være sikker på, at folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden vil fortsætte i måneder og år. I en verden uden FN, ville man være i stand til at slå ned på folkemordere, uden bagefter at kunne blive beskyldt for at have overtrådt internationale love og regler. Darfur-krisen er et eksempel på, at FNs virksomhed ikke er andet end en bedrøvelig tragedie. FN er på vej til at svigte sit egentlige formål ved at lade Darfur i stikken. FNs Sikkerhedsråd er blevet et sted for forbrydere, der lader ofre i stikken.

Der er brug for en reformering af FN. De Forenede Nationer skal moderniseres, således at vi vil være i stand til at løse humanitære katastrofer.

Vi så det med Kosovo. Vi så det med Irak. Vi så det med Rwanda. Og nu ser vi det med Darfur.