Engang blev jeg oprigtig fascineret.
b
Det er efterhånden et stykke tid siden jeg har været i kirke. Som regel er det kun et sted jeg kommer, når jeg er nødt til det, i forbindelse med bryllup, konfirmation og begravelse. Men alligevel besluttede jeg mig en dag for at besøge Guds Hus. Jeg har altid haft et ganske specielt forhold til denne kirke. Den minder mig om de mange timer med vennerne i skæret af de lyse morgen solstråler. Der er blevet grinet og grædt, sunget og tiet.
Nej, for mig er denne kirke ikke blot et sted, man kommer for at opsøge religionen, men i lige så høj grad et sted, hvor man kommer for at forny de glemte minder.
Men den fascination, der ligger i min opfattelse af denne kirke, skyldes ikke blot de hyggelige og sjove timer, der er blevet tilbragt på kirkebænken under en prædiken. Den egentlige grund til, at kirken på så mange måder bevidner om varme minder, skyldes provsten.
Provsten, hun havde med sit brede smil og krøllede hår en karismatisk figur. Desuden rummede hun en visdom og stor viden indefor bibelen. Men den væsentligste egenskab for mig, blev hendes fortællinger, hvad enten de foregik på et religiøst plan eller ej.
Engang på en ganske almindelig søndag, efter at gudstjenesten almindeligvis var forbi, blev en ganske speciel ceremoni sat i gang. Der var ikke særlig mange i kirken og som ceremonien var ved at være forbi, begyndte provsten, stadig med våde hænder, at fortælle en af hendes historier.
b
Engang havde en mand på vej til himlen mødt Gud. Manden havde altid følt at livet havde været imod ham. Hans liv havde bestået af opture og nedture, langt mere end han var i stand til at udholde. Dog havde han bemærket noget ganske besynderligt. Hele hans liv havde han kunne følge to sæt fodspor når han kiggede sig bagud. Hvad endnu mere besynderlige forekom ham var, at det ene sæt af fodsporene var ophørt, når han havde været igennem hårde perioder.
Han ville nu spørge, hvor Gud havde været igennem hele hans liv, og ikke mindst hvor Gud havde været for ham, når han havde gennelevet hårde perioder, da han jo blot kunne se ét sæt fodspor.
Gud svarede åbenhjertigt, at det meget vel kunne passe at de 2 fodspor havde fulgt ham hele hans liv. Gud havde altså gået ved hans side. Men stadig stod det ikke klar for manden, hvor gud havde været, når kun ét sæt af fodspor havde fulgt ham.
Gud forklarede manden, at i de perioder, hvor han kun havde set ét sæt af fodspor, da havde Gud selv båret ham.
b
I dag er jeg stadig fascineret.
b
Forfatter: FiGoKiPu
