- James Joyce

Jeg afhentes af min guide klokken 06:00. Destination: Lang Tang trekking ruten, kendt for at løbe langs grænsen til Tibet gennem Himalayas bjerge.

Ankomst til Kathmandu station. Når noget er alternativt, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at være primitivt. Sådan er jeg blevet opdraget af mine forældre. Men her er der tydeligvis ingen tvivl. Bussen ankommer til europæisk tid, som i Nepal er ækvivalent med at være der til tiden. Busstoppestedet er ikke-eksisterende. Bussen kører op langs fortovskanten, folk smider baggage på taget, hvor andre tager imod. Bussen proppes med mennesker svarende til det dobbelte antal sidepladser. Dem som bussen ikke rummer plads til, får en luksus siddeplads på taget, gratis aircondition der køler ned under frysepunktet i morgentimerne. Estimeret køretid: 8 timer.

Kabinen er fyldt til bristepunktet, og hver gang en ny landsby passeres, hopper nye passagerer på. Midtergangen er fyldt med sække af kartofler, kasser med cola og omvandrende geder såvel som kyllinger. Som sild i en tønde. En oplevelse af de særegne. Luften fyldes af en fæces lignende  lugt. Håber ikke det er dyrene. Min medpassager bag mig, en mand fra Schweiz, knækker sig ud ad vinduet. Tilbyder ham en køresygepille. De bedøver én så man går helt i brædderne, hvilket jeg erfarer i samme nu dette skrives.

Vejen der ikke var en vej. Det kan denne tur bekræfte. For ikke mindre end tredive minutter siden punkterede vi. Min guide fortæller, at de altid har 3-4 reservehjul med. Tja, uheldet kan jo være ude.

Vi kører gennem en tyk tåge, og jeg kan til tider skelne solens varme stråler, der varmer rart. Et splitsekund senere er alt lyst og klart. Tågen stammer fra skyerne, for det er dem vi kører igennem. De hvide bjergtinder står mægtigt langs bjergsiden overfor mig. Ned langs bjerget er tiden som gået i stå. Rismarkernes utallige plateuer danner en lang uregelmæssig trappe ned ad bjerget. Det er århundredes arbejde der ligger bag udformningen af disse. Maskiner når ikke herop, alt skal manuelt gøres med hænderne.

Den politiske situation i Nepal er meget ustabil. Jeg bruger de næste tredive minutter på diskutere politik med min sidemand. Han er uddannet hydro-ingeniør fra Kathmandu, i øjeblikket arbejdsløs, og på vej hjem til sin familie i Lang Tang regionen. Den daværende præsident i landet er gået af sin post, men da der ikke er fundet en ny person til embedet, regerer han stadig landet. Rigmænd ejer store dele af landbrugsjorden i provinsregionerne, og benytter den lokale arbejdskraft til at høste og så. Fæstebønder er almindeligt fænomen. Politikerne kan ikke komme til overensstemmelse. En byge af støv suser gennem kabinen. Skærmen dækkes, binder mit tørklæde om mund og næse. Gnider øjnene, kan ikke se noget. Bønderne betaler mere end 50 procent af deres indkomst i leje til rigmændene, der ofte er beboende i udlandet. Penge ud ad landet, men ingen ind. En negativ betalingsbalance, som landets største indtægtskilde, turisterne, end ikke kan hamle op med.

Landet er ude på et sidespor, folk undgår at betale skat, sorte penge er allestedsnærværende. Ingen følger reglerne, og man tager gerne et par sække kartofler samt en ged med i bussen, hvis det indbringer en ekstra skilling. På landet går børnene ikke i skole, men vælger at arbejde for deres forældre. I byen vælger flere en uddannelse, fortæller han, mens han blik forbliver stift rettet mod mig. Han fortsætter: Hver dag forsvinder 500 uddannede mennesker ud ad landet. Sandt eller ej, stof til eftertanke.

8 timer senere. Tid til destination: Ukendt.

Kommentar: Ankomst efter 12 timer.

Trekking-tur: Lang Tang

Jeg har brugt størstedelen af min rejse på, at vandre rundt i Himalayas bjerge. Tak til min guide, Arun, der gav mig støtte på hele turen og til min trofaste portør, Chirin. Ingen ord kan beskrive hvor fantastisk det har været. Derfor må dette være nok.

Tredje dag: Sightseeing i Kathmandu City. Lejer en cykel for at komme hurtigere frem. Svært at cykle i venstre siden af vejen og vende sig til at svinge i den korrekte bane. Erfarer, at her kun hersker én færdselsregel i Nepal: kør hvor der er plads. Finder en mand som snakker godt engelsk, han fungerer som guide for mig, giver ham ris til sin familie, til gengæld for hans hjælp. Ser Durba Square og mange andre templer i Kathmandu. Tager til den anden store Stupa om aftenen. Swaumbanyath.

Fjerde dag: Kører motorcykel for første gang og besøger Bhaktapur med Pralad. Intet vildt over byen. Arrangerer Trekking tur med Raj. Køber de nødvendige ting som jeg mangler, handsker, bukser og fleecetrøje. Går tidligt i seng. Lever af pasta, brød og skrællede æbler.

Tidligt op for at pakke mine ting sammen og mødes med Raj Kumar. Vi spiser morgenmad på en restaurant kaldet Toast and Bakery. Hygiejnen i orden og maden meget europæisk – pandekager, toastbrød og omelet. Eneste undtagelse er lassien, som må være hentet fra det indiske køkken. Dernæst tager vi ud for at se Boudha Stupa, en meget stor helligdom for buddhister såvel som hinduister.

Stupaen er en stor stjerneformet bygning, man vandrer rundt om, alt i mens man gentager ordene: [Oh mani pe me oh]. Langs murene på bygningen er placeret bede hjul som man roterer i urets retning. Størstedelen af de vandrende er munke, dvs. de er iført den typiske røde munkedragt med tilhørende glat isse. Alle ligner de kopier af Dalai Lama.

Raj tager afsted, og jeg er nu på egen hånd. Besøger en Lonely Planet-cafe, hvor jeg får wifi. Ringer til familie og kæreste, køber dagens udgave af Politiken. Jeg besøger de omkringliggende klostre, mest fascinerende er Sechen, et kloster for unge drenge munke. De fleste er generte og har ikke lyst til at snakke. Måske kan de slet ikke tale engelsk. Deres gårdhave emmer af ro og stilhed, jeg føler mig godt tilpas. Her kan mine tanker få frit løb.

Trasker nu rundt i et slumkvarter, de fleste butikker er faldefærdige og sælger enten motordele eller grøntsager. Der er ikke meget optimisme at finde, man skal langt for at finde et smil, og de fleste kigger nedværdigende på mig. Beslutter derefter at gå offroad fra hovedvejen, og jeg lander i en stor losseplads. Kontrasten er rammende. Udsigten til bjergene fra den åbne plads er unik, og mens jeg iagttager denne lægger jeg mærke til små grupper af forsamlede mennesker. De spiser affaldet. Deres kroppe er udmagrede, pindebrænde. Det er deres sidste chance for at overleve.

Ved mit værelse møder jeg i den lokale kiosk en dreng der læser lektier. Får en snak med ham om hans fag i skolen; økonomi, nepali, engelsk, og matematik. Drikker en cola med ham. Modig lille fyr, ikke mere end 12-13 år gammel. Han fortæller mig, at han hver dag passer faderens kiosk.

Nyt værelse. Europæisk stil, her er rent og køkkenet fungerer. Desværre beliggende langt fra centrum. Introduktion til børnehjemmet efter et mindre angreb fra en hund. Alle børn smiler. De bor her fra de er 6 år og til de har afsluttet tolvte klasse og kan stå på egne ben. Livsbekræftende. Her bruger Raj en stor del af sin tid. Forsøger at følge med i deres lektiegøren, men de er for generte til at snakke engelsk med mig.

Middagsmad med Pralad og Raj i Garden Kitchen. Endnu et Lonely Planet sted, hvorfor her er mange hvide og høje priser, Nepal taget i betragtning. Planlægger næste dag, turen går til Kathmandu.

Raj er en meget omsorgsfuld mand, arbejdet på børnehjemmet betyder meget for ham. Han tager hensyn til andre og er en meget hæderlig mand. Han er vild med mit Stimorol kirsebærsmag, hvorfor jeg giver ham mine medbragte reservepakker. Pralad er lettilgængelig og sjov at snakke med, har et herligt grin.

Falder i søvn nu. Man kan høre når overboen tisser. I huset hvor jeg bor er isolationen lig med nul. Kryber ned i min sovepose, kan se min egen ånde i lommelygtens skær.

Ankomst i lufthavnen. Jeg har tilbragt turen fra Abu Dhabi på første klasse, da flyet var overbooket. Der befandt jeg mig i selskab med en amerikaner ved navn Gregory, hvis e-mail jeg har fået. Han skal sondere terrænet i Nepal inden han skal arbejde hernede. Fortæller ham om mine planer og vi diskuterer Obamas politiske tiltag.

Lufthavnen er lille, og jeg må vente i lang tid på baggagen. Alt foregår manuelt. På vej ud ad lufthavnen angribes jeg af folk som vil tilbyde mig akkommodation. Heldigvis står Pralad, Raj og en anden ven klar for at hente mig. Baggagen havner i deres Rover, og jeg sidder bag på Pralads motorcykel hen til mit værelse i Boudha. Man kører åbenbart i venstre side af vejen, men det skal jeg nok vende mig til fortæller Raj, for jeg skal selv ud og køre på motorcykel.

Skellet mellem Kathmandu og Boudha er ikke-eksisterende, man bemærker blot, at bydelen er langt mere behagelig at være i; ikke så mange gadesælgere. Vi nyder en cola, 20 rupees, svarende til 1,5 d.kr., og jeg smager mine første Momos, kød kogt i en pose af ris.  Momos er den nepalesiske udgave af kinesiske dumplings.

I mit værelse, hvor jeg kun skal overnatte i én nat, er en seng og intet andet. Sanitære forhold eksisterer ikke. Heldigvis får jeg lokket udlejeren til at fortælle mig hvordan man får varmt vand. Et varmt bad, lige hvad jeg har brug for, dog rengøres brusekabinen først for døde dyr; kakerlakker o. lign.. Senere på aftenen støder jeg tilfældigvis på mine nepal-venner i den overfor liggende restaurant. Introduktion til Tong-ba, hvilket er gærede afgrøder der overhældes med varmt vand, så man derved får alkohol i blodet. Vi drikker 4-5 stykker, indtil lyset går ud. Der er åbenbart daglig strømafbrydelse i byen. Der må være en højere mening med, at jeg har medbragt en lommelygte.

Trasker tilbage på værelset, knækker mig i kummen, sluger en liter vand. Nu skal der soves igennem. Tænker på min kæreste. Vågner midt om natten, lyset er kommet tilbage

Alle ting sættes i stå, den livgivende cyklus forsvinder under et dybt lag af iskrystaller. Det hvide dynetæppe krummer sig over landskabet. En naturens skøjtebane. Benene skælver, støvlerne føles klodsede, mon fysikkens love tillader mig at fortsætte. Hvid vaniljeis. Kornenes sødme, den kolde og fyldige konsistens.

Der er en mystisk magi forbundet med sneflagernes tilfældige flugt. Deres veje forbliver en hemmelighed, som end ikke logikken kan afsløre. Ingen algoritme kan afdække deres veje. De er flygtige og frie, vinden tager dem hen hvor de lyster. Ingen behov, ingen samvittighed. Min iagttagelse får mig til at føles lettere, lad mig flyve med til det uvisse.

a

Enlig moder. Seks børn, hvoraf fem er mindreårige. Holbæk Kommune. Økonomiske sanktioner. Fratagelse: Børnetilskud, friplads og boligsikring. Rettelse: fratagelse af livsgrundlag.

a

Jeg væmmes over, at man forsøger at fjerne eksistensgrundlaget fra en enlig moder med seks børn. Kvinden er flygtning fra Somalia, et af verdens brændpunkter, og har siden 2001 boet i Danmark. Problematikken opstår, da Holbæk Kommune hævder, at hun har en mandlig samlever, til trods for at beboerne i hendes opgang, medarbejderne i børnehaven og hun selv modsiger det. For at komme til bunds i sagen må det gøres klart for alle, at i Holbæk Kommune er man skyldig indtil andet er bevist, og det samme gør sig gældende for denne kvinde. Der hersker ingen tvivl om, hvem kannibalen er. I Holbæk Kommune kommer tvivlen ikke borgeren til gode, nej, det er der skam ikke plads til.  Her bliver borgerne korsfæstet for et godt ord. Det afspejler denne situation på bedste vis. Jeg skammer mig over, at det kan lade sig gøre i mit land, Danmark.

a

Link til artikel her.

Jiaxing

Enhver ved, at hvis man graver en tunnel tværs gennem jorden, vil man havne i Kina. Historien kender vi alle fra vores barndom, og den udgør blot en dråbe i det hav af forestillinger, vi har om Kina, kinesere og Maos røde parti.

Mine rejsefæller og jeg satte fødderne i Pudong lufthavnen, Shanghai, efter en 23-timer lang flyvetur. Her blev vi modtaget af vores kontaktperson, Jack, som kørte os til byen Jiaxing. I kinesisk målestok udgør Jiaxing, med sine 3,5 millioner indbyggere, en gennemsnitlig provinsby i Kina. Byen rummer mange facetter og er kendt i Kina, for at være hjemsted for oprettelsen af Maos røde parti. Ikke desto mindre er Jiaxing blot én af mange kinesiske byer der, som følge industrialiseringen, er skudt op i centrum af ingenting. En lokal kineser fortalte mig, at for mindre end 10 år siden var området fyldt med rismarker – i dag er markerne erstattet af en high-tech storby. Vandrer man gennem byen, undgår man ikke at opleve den dybe fattigdom og de lokale kulier, som står i skarp kontrast til den nye kinesiske overklasse. Livet i Kina er bestemt ikke en dans på røde roser, hvilket Carsten Jensen meget fint afbilder i romanen ’Jeg har set verden begynde’.

Da jeg første gang satte mine fødder i Gribskovs partnerskole, blev jeg overvældet af en anden kultur. Bygningernes form, atmosfæren og miljøet var anderledes, men på samme tid fascinerende. I min første undervisningstime var der så stille, at man kunne høre et blad falde af træerne. Det støjniveau man støder på i enhver dansk folkeskoleklasse, er urealistisk i en kinesisk klasse. Ingen tør sige noget, ingen rør sig. De fleste havde deres blikke stift rettet imod mig, eller vendt ned i bordet. Disciplin og orden er unikke nøgleord i den kinesiske skole, hvorfor der næsten altid var en drømmetilstand af stilhed når jeg underviste. Senere skulle jeg også erfare, at jeg var mange af elevernes første møde med en europæer. For langt de fleste af eleverne, var det ikke nogen udfordring at mestre det engelske sprog på skrift. Den reelle udfordring lå snarere i den mundtlige afdeling, da mange engelske ord er svære for kineserne at udtale.

At få lov til at undervise i en klasse lyder måske ikke som nogen udfordring. Men det at skulle tilrettelægge og udføre en selvopfunden undervisningsplan, kræver både tid, kreativitet og engagement. Det er blot én af mange erfaringer, som opholdet i Kina har givet mig.

Rejsedagbog: 18.7.2010

I dag blev vi mødt af vores personlige kinesiske assistenter, som tog os med til storbyen Hangzhou for at se en række turistattraktioner. Byen, der både er større og pænere end Jiaxing, er simpelthen et vidunder. Vores assistenter tog os med til et ganske specielt Buddha-tempel på toppen af et bjerg. Gennem 36 graders varme travede vi hele vejen op ad bjerget, over små vandløb og store klippeblokke, for til sidst at ende i hovedtemplet på toppen. Resten af turen i Hangzhou fortsatte vi på cykel ned til en sø ved navn West-Lake, hvor vi tog en bådtur. Søen skal simpelthen opleves.

Min assistent hedder Xuan, men jeg har givet ham et engelsk navn: Sean. Det er en smule nemmere for mig at udtale, og det har han det fint med. Man skal huske på, at kineserne jo selv kan vælge deres eget engelske navn. De tager sig utrolig godt af os, og ønsker at gøre vores ophold så godt som muligt. En lille sjov hændelse: I går da jeg skulle bestille mad, og jeg havde problemer med at blive forstået, ringede jeg desperat til Sean. Jeg fortalte ham situationen, og ved at give min telefon til den kinesiske tjener, med ham i røret, fik han bestilt for mig. At ingen forstår engelsk, er den største udfordring ved at være her, men vi klarer det fint alligevel. Man kan som regel komme langt med en række håndtegn og et smil på læben!

I sidste uge underviste vi to klasser hver dag i 40 minutter. Fra i morgen skal vi undervise begge klasser hver dag i 80 minutter. Det kræver en del forberedelse, men når man tænker på, hvor sjovt det er at undervise i klasserne, er det ikke noget problem. Der er en høj grad af disciplin i skolen; Eleverne står op når de bliver bedt om noget, og sætter sig først ned, når man beder dem om det. Alt i alt en smule anderledes, end hvad jeg hidtil har oplevet. Ofte er mange af eleverne helt afkræftede og udmattede af den hårde militærtræning (som de har 6 timer hver dag), så de ligger og sover på bordene. Men serverer man sit materiale med et glimt i øjet, og gerne lidt anderledes end den undervisning de almindeligvis får, vågner de op.

En bid af Kina

Det er meget muligt, at man spiser hunde i Kina. Desværre nåede jeg ikke at opleve dette på min rejse, men til gengæld spiste jeg andre delikatesser som hønsefødder, fiskemaver og grisesener. At være på Gribskovs partnerskole i Kina gav mig muligheden for at stifte bekendtskab med en fremmed kultur. I kraft af, at jeg underviste på skolen, fik jeg en direkte adgangsbillet til et indblik i den kinesiske mentalitet og tankegang. Et indblik, som jeg ikke ville have fået, hvis jeg havde rejst som en almindelig turist.

Placeret på bageste sæde lænes mit hoved per rutine op ad den snavsede rude. Som en automatisk følgereaktion gnides søvnen ud af mine øjne. Gennem ruden, hvorpå dyr, snavs og skidt af uidentificerbar oprindelse forringer mit syn, beskuer jeg landskabet. Sneens karakteristiske glasurglans på markerne er iøjefaldende og bevidner, at foråret endnu ikke har afløst vinteren. Jeg iagttager en silo, en lagerbygning; Bygninger som, gennem mine morgendøsige øjne, mest minder om et overdimensioneret varmeapparat og en forladt krigshangar.

I min virkelighed er jeg selv hovedpersonen. Sort på hvidt modelleres den i bedste legoklods stil af en lang række klodser. De indeholder på både godt og ondt erfaring, viden og oplevelser. Med klodserne i bagagen er jeg i stand til, at begå mig, interagere med andre mennesker, men vigtigst af alt: Definere mig i forhold til min omverden. Hvad end jeg vil det eller ej, må det sandes, at den virkelighed jeg vælger at se, den er præget af mig selv – den er subjektiv. Dermed ikke ment, at den ikke er under indflydelse af morgen Politiken, herremagasinerne og aftennyhederne – men den er personlig afgrænset. Denne afgrænsede virkelighed skyldes, at ingen har interesse i at være ens, at udgøre den samme brik i puslespillet. Som aldrig før prøver vi at adskille os fra mængden, med Blixens ordvalg ’den store hob’, for at opnå idealet: At være unikke. Når vi er unikke og afgrænsede, er vores virkelighedsopfattelse personlig og enestående; Den er subjektiv.

Modløberen til den fromme og uskyldige virkelighed er af ganske anden karakter. I dette univers hersker ingen love og regler – end ikke fantasien sætter grænser. Fiktionsverdenen udvisker de klare skel mellem byggeklodserne fra virkeligheden. Formålet er at skabe et rum uden dimensioner. For det er lige præcis, hvad vi søger, når vi læser skønlitterære værker om en lille Troldmand ved navn Harry Potter, og gør Olsens vendinger til fast inventar i vort ordforråd: ’Skidesprællere, klamphuggere, hundehoveder!’ Fiktionen fungerer som det ideelle tilflugtssted, når verden kulminerer, eller vi har behov for input til den rutineprægede dagligdag.

Trods det faktum, at virkelighed og fiktion forekommer som to modpoler, er de ikke desto mindre afhængige af hinanden. Der er tale om en symbiose som, på bedste Yin og Yang manér, gør sig gældende. Aspekter fra virkeligheden er et eksistensvilkår, en primus motor for fiktionen. Når Carsten Jensen benytter byen Marstal som omdrejningspunkt for sine søfarere, er det lige præcis et udtryk herfor. I kraft af den cirkulære kompositions tilbagevenden til byen på Ærø forstår Jensen sig på sagerne. Han formår at sammenkoble virkelighed og fiktion.

Det forekommer paradoksalt, når Michael Valeur, forfatter og journalist, i tidsskriftet Kesera hævder, at virkeligheden ikke eksisterer. Ifølge Valeur forbliver den en utopi. Som forfatter burde Valeur være klar over, at end ikke fiktionens farvekridt kan omkonstruere virkeligheden i en sådan grad, at den må opgives. Enhver forfatters arbejde bygger på tilvalg af bestanddele fra virkeligheden, elementer som er subjektivt udvalgt, og disse modelleres herefter med ord. Det er med disse tilvalg, at fiktionens rammer skæres, finjusteres og i sidste ende udgives for, at blive til et litterært værk. Erkendelsen af, at der skal eksistere ligevægt mellem subjektivitet og virkelighed i fiktionsgenren, er ikke et nybrud og kan derfor ikke komme bag på nogen. Er ligevægten ikke en realitet, da vil teksten punkteres og blive mere flad end statsminister Lars Løkkes velkendte cykeltale.

Når blikket vendes mod journalistikken, er vilkårene en ganske anden. Vi er blevet fordrejede til at tro, at enhver journalist objektivt gengiver virkeligheden i sit arbejde. De nyheder vi hver dag ser i high-definition på fladskærmen, har gjort os blinde. Ganske vist er det journalistens formål at videregive krigshandlingerne fra borgerkrigen i Darfurprovinsen og finanskrisen i Amerika – men vi må ikke tro, at det nødvendigvis er hele sandheden, der afbildes. Journalistikkens fundament er, som en kendsgerning, støbt på fravalg. Kurt Strand, journalist, ved derfor, hvor skoen trykker, når han tilkendegiver, at enhver journalists arbejde er gennemvædet af subjektivitet. Så meget at det drypper.

Med journalistens formål in mente, hvilket er at oplyse, vil den ideelle journalistik nedprioritere subjektiviteten til fordel for den objektive virkelighed. Konsekvensen heraf er, at Habermas’ gyldighedskrav til den herredømmefrie samtale indfries. I Strands ånd erklæres dette for umuligt, og det er derfor vores job, som oplyste borgere i samfundet, at tage os i agt. Vi må ikke foranlediges til at tro, at hverken virkeligheden eller subjektiviteten er ensbetydende med sandheden. Fiktionsforfatteren udnytter virkeligheden, så læserne kan identificere sig med ting fra den velkendte hverdag. Journalisten træffer er subjektivt valg og beretter om finanskrisen, fordi han tror en recession står for døren.

Under pseudonymet Johannes Climacus påstår Kirkegaard at ’subjektivitet er sandheden’. I sammenhængen er det lige præcis, hvad Kirkegaard vil have os til at indse. En sandhed kan hverken måles eller vejes og for, at få den til at passe ind i vores virkelighed, gør vi den automatisk til en del af subjektiviteten.

Mine øjne skøjter over de glasurklædte marker, som vil det ingen ende tage. Søvnen som tidligere befandt sig i mine øjne, er nu gnedet væk. Varmeapparat og krigshangar er for længst passeret. Placeret på det bageste sæde er jeg klar over, at jeg blot er endnu en passager i bussen. Solens stråler kaster sit skær gennem den snavsede rude. Det er blot et spørgsmål om tid, før solen smelter den sidste sne, at jeg står af bussen. Virkeligheden er hvad vi gør den til, og vi afgør selv, hvornår vi står af bussen; For da vil vi indse sandheden.